Kære Danmark
Jeg har bladret en side i min bog. Jeg er startet på et nyt kapitel. Det er nu omkring 3 måneder siden, at jeg kom hjem fra drømmeland. Jeg har forladt min far, min mor, min bror, mine søskende og mine venner for at kommer hjem. Jeg følte, at disse personer var noget for mig og nu svigter jeg dem, fordi jeg ikke er der for dem. Det skær i hjertet, når jeg tænker på de dage i drømmeland. Jeg skal tilbage og holde jul med dem, men jeg ved, at det aldrig bliver det samme, for de tider vil ALDRIG gentage sig selv. Jeg gik på en skole hvor vold, skyderier, gangsteropgør og jungleregler herskede. Hvordan kan jeg dog kalde det drømmeland? For i manges øjne ligner det jo et helvede. Jeg lærte at acceptere mine omgivelser og indfinde mig i samfundet på en måde, jeg aldrig har gjort før. Hvis du spurgte mig i dag, hvor jeg helst vil være: USA eller Danmark ville svaret være USA, men hvad kan jeg gøre ved det? Jeg tror livet handler om accept af de omgivelser man nu engang befinder sig i. Uden min accept ville jeg jo under ingen omstændigheder eksistere under disse forhold.
Det hele er lidt som en tur i Dæmonen i Tivoli. Det starter stille og roligt – så går det lidt ned og lidt op, og så ramler man ind i nogle loops, hvor det hele bliver vendt på hovedet. Det hele er ovre før det rigtigt er begyndt. Dette er et meget godt billede af mit ophold i staterne.
Jeg føler, at jeg er ved at være på vej tilbage til de ”gamle” normer. Det er selvfølgeligt svært, men jeg bliver nødt til at acceptere de ændringer og de udfordringer, der kommer i hverdagen, for hvad er alternativet? Jeg tror ikke, der er et alternativ, men der er kun en vej frem, for at man kommer igennem som et helt menneske, og det er at acceptere det sted, hvor man lever. I USA var det da heller ikke nemt. Jeg gik på en sort skole, våben, usikkerhed og bander var en del af min hverdag, men der var jo heller ikke andet at gøre end at acceptere det. Jeg lærte at leve med det og lige pludselig blev det fedt, for nu var jeg i familie med mine omgivelser og det blev jeg glad for, fordi at jeg accepterede dem.
Den danske moral var den første store ændring, som lige skulle vende mig til igen. Noget af det første, som min far sagde til mig var, at de holdt fest oppe hos overboen og det var derfor svært at sove. Da vi kom hjem fandt vi en ølkapsel i opgangen og farmand brokkede sig lidt over, hvorfor de ikke kunne rydde op efter sig. Jeg gik ud på altanen og fandt et cigaretskod, som jeg så viste til farmand og han brokkede sig yderligere og kvitterede med ”De skulle fandme selv få lov til at komme ned og samle det op”. Det er ikke for at hænge min far ud, men det er bare et eksempel på, hvor lidt der skal til for at blive irriteret. I USA ville vi jo bare sige hvad fa’en det går jo nok. Vores nabo i USA spillede Heavy Metal med hans band hver søndag og torsdag. Alle i familien var enige om at det lød skrækkeligt, men som de sagde: ”Så kan vi jo også lave noget larm engang i mellem”. Det er en kæmpe forskel på måden, som man tænker på. Jeg siger ikke den ene er bedre en den anden, men forskellen er som dag og nat.
Hver dag gennem hele mit liv er der blevet sat 86 400 sekunder ind på min konto. Hvordan jeg bruger dem er op til mig selv. Nogle af dem har været behagelige og andre har været frygtelige. De 86 400 sekunder har givet mig gode og dårlige minder, men de har udgjort min dag. Dag efter dag, hver dag. Hver dag i USA har jeg prøvet at udnytte hvert sekund, for tid er kostbar. Rent faktisk vil jeg vove at sige, at tid måske er den mest kostbare faktor på jorden. For hvordan du bruger din tid, betyder om du er lykkelig eller ej. For mig har tiden i USA været meget værdifuld. For jeg vidste at hver dag havde jeg kun en chance for at opleve det, som jeg nu oplevede. Sådan er det jo også i Danmark, men her tænker man ikke over det på samme måde, for her er man jo hjemme. Hver dag for mig var et nyt eventyr, og hvis jeg bare spildte et sekund var det måske handlingen jeg glippede, og så var dagen jo ikke noget værd - og så alligevel var den.
For første gang, siden jeg stoppede i skolen, har jeg ikke følt det konstante lektiepres fra skolen. Det er som om, at jeg nu er for langt væk for skolen til, at de kan nå mig, hvis der lige skulle laves noget ekstra. Når man er vant til at lave fra 3-5 timers lektier om dagen og det så stopper brat, bliver man meget rastløs. Det er som om, at der ikke er noget at tage sig til. Derfor savner jeg på en måde at komme tilbage til skolen, for jeg kan super godt lide at gå i skole. De stiller ikke de store krav. Jo, at jeg er der klokken 8, laver mine lektier og følger med i timerne. Kan man så forlange mere? Jeg har det godt under de forhold.
Det har været meget mærkeligt at komme hjem igen. Jeg efterlod bag mig min familie, mit hus, venner, mit sprog og alt det, som jeg kendte så godt. Jeg ved, at der er nok mange af dem, jeg aldrig i mit liv kommer til at se igen. Jeg synes, at det er en høj pris at betale, men livet går jo videre og alting er kun hårdt i en periode. Selvom vi befinder os i år 2007 er det stadig svært at holde kontakt. Jeg skal tilbage til for at holde jul med min familie. Det er fedt at kunne se lys for enden af tunnellen.
Nu er de første måneder i Danmark gået og der er gået godt. Det er dog for alvor først nu at jeg har haft tid til at tænke over, hvad jeg har efterladt og hvad jeg har mistet. Jeg tror ikke at jeg har mistet noget for i virkeligheden ser jeg ikke dette som enden af mit amerikanske liv, men jeg sætter det kun på ”standby”. Jeg kan jo altid komme tilbage og jeg er sikker på at min familie stadig vil være der for mig til hver en tid. Jeg ved godt at det aldrig bliver det samme som den gang at jeg boede der, men det er jo noget man bare skal acceptere og tage til efterretning.
Det er mange ting, som jeg tror, man bare må acceptere. Jeg tror samtidig også at alt for mange mennesker spiller tid på manglende accept af basale ting i hverdagen. Jeg tror, at i for mange mennesker betyder det at havde magt for meget. Ikke magt i stor forstand, men magt i den forstand, at små basale ting skal laves om og ikke bare kan accepters uden et præg af en eller anden form. Mit liv er blevet nemmere efter at jeg bare har lært at acceptere ting i min hverdag, som førhen ville nage mig. For hvorfor skulle jeg spilde min tid, når jeg kan leve et bedre og mere balanceret liv, hvor jeg ikke går i detaljer med ”dumme” ting som generer mig. Når jeg går på diskotek i København hører man om knivstikkeri, vold og andre forseelser af loven. Det generer ikke mig på samme måde som tidligere og det skræmmer mig heller ikke, fordi at jeg har lært at acceptere at sådan er det, og jeg har kun at spille med på de spilleregler som nu engang er lagt. Jeg siger ikke at det er ok at bryde loven, men der er jo ikke mit job, det er politiets job at holde styr på dem som nu engang gør det.
Jeg vil sige mange tak til alle jer, der har læst min blog. Det er betydet meget for mig, at jeg har kunnet ytre mig. Hver gang jeg har skrevet, har det givet ny energi, fordi jeg ligesom starter på ny oppe i hovedet. Til alle jer der gerne vil ud af rejse i et år, kan jeg kun anbefale jer det, men i skal være indforstået med at det er benhårdt.
- Martin
Thursday, October 11, 2007
Tuesday, June 5, 2007
GRADUATION
Kære Danmark
Jeg har lige noget på hjerte, som jeg vil dele med jer. For omkring 2 uger siden fik jeg at vide, at jeg bestod nogle tests kaldt OGT (Ohio Graduation Test). Det er nogle man skal bestå for at bestå high school. Testene tages over en uge, hvor man 3 timer hver dag arbejder på dem. Det er benhårdt. Jeg var så heldig at bestå dem.
For første gang i mit liv følte jeg mig en del af noget specielt, fordi det var første gang der var noget, jeg kom ærligt til. Selvfølgeligt er jeg kommet ærligt til alting, så det er ikke ment på den måde. Det er ment på den måde, at jeg har arbejdet. Jeg har læst tusinder af sider. Jeg har lavet flere timers lektier, end jeg nogen sinde har gjort i de 10 år i den danske folkeskole. Så jeg følte, at det var noget jeg havde fortjent. Jeg havde ikke bare siddet på bagerste række, feset husleje af og spildt min fars penge. Jeg havde arbejdet.
I dag kom forløsningen så: ”Graduation”. Skolens rektor læste min navn op i højtalerne og hele salen, på omkring 2000 mennesker, klappede. Jeg fik omkring 5 sekunder som super star, men det var det hele værd, for jeg ved, at det er min indsats, der har bragt mig så langt. Nu sidder jeg og kigger på det bevis, som jeg kan komme ind på langt de fleste universiteter i verden med. I en alder af 17 år kan jeg nu stoppe i skole og begynde på en videregående uddannelse. Det vælger jeg nu i midlertidigt ikke at gøre.
Den følelse det er, at havde opnået det højeste jeg kan opnå i en alder af 17, er suveræn og det overskygger alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg føler stolthed og føler mig respekteret. Jeg føler for første gang, at jeg er en del af en gruppe, jeg aldrig har været før. Den gruppe er eliten. Eliten der gider at arbejde bagdelen ud af bukserne for at modtage ”an award of excellence”. En gruppe der vil noget med deres liv.
Når jeg kommer hjem til Danmark skal på Johannesskolen, hvor jeg starter i 1G. Jeg er bange for at det bliver kedeligt. For her er der jo kun hvide mennesker, og de forstår jo ikke ”at lave rav i gaden” på samme måde som mine ”fellows” i Cleveland gør. I Danmark er der jo ikke slåskampe mellem timerne, og de skyder jo ikke efter hinanden efter skoletid (heldigvis).
Faktisk kan jeg godt lide at leve i et usikkert område som Cleveland. Her sker noget nyt hver dag. Til tider kan jeg bliver bange, men det er jo i virkeligheden spændende, når der hele tiden sker noget. Det er som at være brandmand. En brandmand ved heller aldrig, hvad dagen vil byde på. For en brandmand kan opleve en brand i en tørretumbler den ene dag og så kan han rydde op efter et flystyrt næstedag. Det er lidt det samme her. Der er den der spænding hver aften, inden man lægger sig til at sove, om hvad der kommer til at ske næste dag. Nogle gange kan det dog også drive mig til vanvid.
Jeg tror, at så længe det er spændende, gør det ikke noget, hvor farligt det nu end er. Jeg forstår nu forskellen på at leve et liv, hvor hverdagen ændrer sig fra liv til død i stedet for at leve i en hverdag, hvor den største ændring er, om det regner eller solen står højt på himlen. Det har lært mig meget.
- Martin Gregers Birk – Cleveland Heights High School Graduate 2007
Jeg har lige noget på hjerte, som jeg vil dele med jer. For omkring 2 uger siden fik jeg at vide, at jeg bestod nogle tests kaldt OGT (Ohio Graduation Test). Det er nogle man skal bestå for at bestå high school. Testene tages over en uge, hvor man 3 timer hver dag arbejder på dem. Det er benhårdt. Jeg var så heldig at bestå dem.
For første gang i mit liv følte jeg mig en del af noget specielt, fordi det var første gang der var noget, jeg kom ærligt til. Selvfølgeligt er jeg kommet ærligt til alting, så det er ikke ment på den måde. Det er ment på den måde, at jeg har arbejdet. Jeg har læst tusinder af sider. Jeg har lavet flere timers lektier, end jeg nogen sinde har gjort i de 10 år i den danske folkeskole. Så jeg følte, at det var noget jeg havde fortjent. Jeg havde ikke bare siddet på bagerste række, feset husleje af og spildt min fars penge. Jeg havde arbejdet.
I dag kom forløsningen så: ”Graduation”. Skolens rektor læste min navn op i højtalerne og hele salen, på omkring 2000 mennesker, klappede. Jeg fik omkring 5 sekunder som super star, men det var det hele værd, for jeg ved, at det er min indsats, der har bragt mig så langt. Nu sidder jeg og kigger på det bevis, som jeg kan komme ind på langt de fleste universiteter i verden med. I en alder af 17 år kan jeg nu stoppe i skole og begynde på en videregående uddannelse. Det vælger jeg nu i midlertidigt ikke at gøre.
Den følelse det er, at havde opnået det højeste jeg kan opnå i en alder af 17, er suveræn og det overskygger alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg føler stolthed og føler mig respekteret. Jeg føler for første gang, at jeg er en del af en gruppe, jeg aldrig har været før. Den gruppe er eliten. Eliten der gider at arbejde bagdelen ud af bukserne for at modtage ”an award of excellence”. En gruppe der vil noget med deres liv.
Når jeg kommer hjem til Danmark skal på Johannesskolen, hvor jeg starter i 1G. Jeg er bange for at det bliver kedeligt. For her er der jo kun hvide mennesker, og de forstår jo ikke ”at lave rav i gaden” på samme måde som mine ”fellows” i Cleveland gør. I Danmark er der jo ikke slåskampe mellem timerne, og de skyder jo ikke efter hinanden efter skoletid (heldigvis).Faktisk kan jeg godt lide at leve i et usikkert område som Cleveland. Her sker noget nyt hver dag. Til tider kan jeg bliver bange, men det er jo i virkeligheden spændende, når der hele tiden sker noget. Det er som at være brandmand. En brandmand ved heller aldrig, hvad dagen vil byde på. For en brandmand kan opleve en brand i en tørretumbler den ene dag og så kan han rydde op efter et flystyrt næstedag. Det er lidt det samme her. Der er den der spænding hver aften, inden man lægger sig til at sove, om hvad der kommer til at ske næste dag. Nogle gange kan det dog også drive mig til vanvid.
Jeg tror, at så længe det er spændende, gør det ikke noget, hvor farligt det nu end er. Jeg forstår nu forskellen på at leve et liv, hvor hverdagen ændrer sig fra liv til død i stedet for at leve i en hverdag, hvor den største ændring er, om det regner eller solen står højt på himlen. Det har lært mig meget.
- Martin Gregers Birk – Cleveland Heights High School Graduate 2007
Monday, June 4, 2007
Citater fra året der gik
Citater fra året der gik
”På en god dag går jeg ned og hænger ud med mine venner og spiller basketball og alting er cool. På en dårlig dag går jeg ned og hænger ud med mine venner og spiller basketball, og der bliver skudt efter os.”
”Når du kigger på andre folk og ser, at de ikke skulle gå gemmen det samme, som du har gjort, for at blive den du er, bliver du sur.”
”En dag, da jeg kom gående ned af gaden, hoppede en af mine venner ud af en bil og skød en person. Han smilede blot til mig og sagde”: ”Hvad så min ven”.
”Lade være med at give udtryk for at du forstår vores situation. Vi er i krig.”
”Vi lever i en krig. Vi består hver dag. Hvis jeg lever til jeg bliver 18, er jeg heldig. For vi dør for respekt.”
”Jeg ser ingen af min farve der har røven fuld af penge undtagen, hvis de kan drible en bold eller rappe”.
”I Cleveland kommer det hele an på, hvordan du ser ud. Det hele handler om farve. Er du asiater, sort eller latino du kan blive overfaldt hver gang, du går udenfor dit hus.”
”Skolen er opdelt i separate stammer. Vi dræber hinanden over race, stolthed og respekt. Vi kæmper for vores Amerika.”
”Der er ikke noget sted som dette for os, der er ude. Jeg kan ikke tage tilbage nu.”
”Du ved ikke en skid om vores liv. Du lærer os noget grammatik som ingen af os kommer til at bruge. Hvad forskel gør du?”
”De tror de vinder ved at tæve mig nu, men snart bliver de alle sammen dræbt.”
”Jeg hader hvide folk. Jeg så min ven blive skudt i ryggen af en hvid politibetjent bare for at række sin hånd ned i sin lomme. Jeg så en hvid politibetjent komme ind i mit hus og tage min far, kun fordi de kan. Jeg hader hvide folk.”
”Jeg så min mor blive halvt slået ihjel, og jeg så hendes tårer blandes med blod fra hendes ansigt.”
”Livet bestemmes kun af fingeren på aftrækkeren.”
”Vi ser os selv som en hær. Ikke som en bande, men en hær der har magt og skaber love.”
”Hvorfor skulle jeg give dig min respekt, bare fordi du er en lærer? Hvordan ved jeg, at du ikke er en lyver? Jeg kender dig ikke. Jeg giver dig ikke min respekt til dig, bare fordi du kaldes lærer.”
”Første dag i skolen var en separation. De sorte sad ovre i hjørnet, cambodjanerne sad ovre i et andet hjørne, latinoerne sad i et tredje hjørne og asiaterne sad i det fjerde hjørne. Ingen skulle krydse den linje.”
”Du kæmper for et nabo kvarter, som ikke engang er dit eget.”
”Alle i dette lokale har en chance for at bestå High School. I de flestes tilfælde, kan du blive den første.”
For mange af jer lyder dette som film. For mig lyder det som min hverdag. Dette er alle citater i gennem året, som jeg har samlet op i skolen, aviser og på gaden. Citaterne er fra børn og unge. Det er måske svært at forstå, men virkeligheden er barsk.
- Martin
Tuesday, May 29, 2007
Update from the hood
Kære DanmarkDer er nu kun en måned igen, og jeg kan nu begynde at se lyset for enden af tunnellen. Jeg glæder mig til at føle helt hjemme igen og ikke kun ”halvt” hjemme. USA har været som dag og nat for mig. Det har været mit værste mareridt og min bedste nydelse. Jeg har nydt og hadet. I fremtiden bliver USA en mindre del af min hverdag. Det bliver mærkeligt. Jeg skal igen tilpasse mig en ny familie. Det er jo min far og mor, men de har jo også ændret sig. Jeg har brugt 1/16-del af mit liv væk fra min far og mor. Hos min nye familie er jeg blevet påvirket af deres normer og regler, og på samme måde har mor og far ændret sig, fordi de er blevet påvirket af en anden verden.
Først var det min kusine Malene fra Fredensborg, så var det Maria fra Bagsværd og endelig var det min kusine Nanna, der drog af sted for at se en anden verden. Siden jeg hørte om det første gang, vidste jeg, at det var noget jeg ville. Jeg vidste, at jeg var ”født” til det. Da jeg for første gang løftede emnet for min mor, da vi boede på Ahornvej, var hun passiv og afvisende. Jeg er sikker på, at hun fortryder det i dag. Min far var åben og han tog straks ideen i hånden og førte den ud i livet, hvilket jeg takker ham meget for, og som vi siger på amerikansk:” I owe him big”. Det var min drøm at komme af sted. Jeg har levet i drømmeland i de sidste mange måneder. Jeg vidste desværre, at tiden var begrænset og nu er den ved at være løbet ud. Nogle dage ville jeg ønske, at mit ophold kunne blive forlænget, andre dage føler jeg, at det ikke kan gå for hurtigt. Oppe i hovedet sidder jeg lige nu halvvejs over Atlanten.
Jeg kommer hjem som en anden person. I dag føler jeg mig langt mere samfundsansvarlig. Jeg skal være den første til at bruge min valgret, når jeg fylder 18 år, for jeg kunne tænke mig at gøre en forskel i mit land. Det er ikke, fordi det er noget jeg brænder for, men noget jeg ser som min pligt. Jeg husker som lille da jeg og min far skulle ned for at stemme. Jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke ville stemme på Dansk Folkeparti. Han grinte kun af mig og sagde, at det kan du jo gøre, når du bliver 18 år. Når jeg bliver 18 år, vil jeg ikke stemme på Dansk Folkeparti, men det parti, som jeg føler, kan lede landet og sætter pris på de værdier, som jeg hylder.
Siden sidst jeg skrev, er det sket en masse. Chicago, New York City og Washington D.C. har været på programmet. I Chicago boede jeg hos en pige fra Kasakhstan. Hun havde vundet et scholarship. Hun fortalte, at hendes far var udannet fra et universitet i Kasakhstan og han var læge på et hospital. Hun fortalte mig, at han tjente omkring 300 dollar om måned. Hver måned sendte han 100 dollar over til hende. Jeg blev igen mindet om, hvor godt et land jeg lever i. Kunne du forstille dig at give din datter en tredjedel af din løn hver måned? Jeg ville have svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Vi boede omkring 30 min. uden for Chicago. Det var et hvidt samfund med en lille by på 20.000 mennesker. Der skete ikke rigtigt noget. Igen blev jeg mindet om, hvor meget mere jeg oplever i Cleveland. Her har jeg prøvet at være rigtig bange. Jeg har set så mange ting, som de fleste helst vil undvære, men jeg tror på, at det styrker min dannelse som menneske, og jeg er sikker på, at min ballast er langt større end den, de fleste andre AFS studenter kommer hjem med. Da jeg fik at vide at jeg skulle til Cleveland, blev jeg lidt skuffet. Jeg havde håbet på Californien eller måske endnu bedre Hawaii. Jeg fortryder, at jeg tænkte det. I dag vil jeg langt hellere til Cleveland. For jeg er sikker på, at det her har lært mig så meget mere, end jeg ellers ville havde lært.
Jeg tror, at det er ligegyldigt om dit navn er B.S. Christiansen, du har prøvet alt og har 100 % styr over sig selv eller dit navn er Martin Birk, som lige har forladt folkeskolen og er forvirret oven i hovedet. For det at være udvekslingsstudent er ikke noget man kan forberede sig på. Tværtimod, det er noget man skal have i sig. Opskriften til succes er at lære hurtigt. Den der lærer hurtigst overlever.
Når jeg kommer hjem, skal jeg i gymnasiet. Det bliver en ny udfordring. Mine ambitioner er høje. Jeg håber på at lære mere, end jeg har gjort de sidste 10 år af min skolegang. Jeg vil gerne på universitet og blive klog. For det bliver man jo på universitet? En udfordring der bliver langt større er at begynde i en ny skole og finde nye venner – eller bliver det? For jeg har jo lige gjort det. Jeg kunne godt tænke mig et arbejde og blive mere selvstædig. Jeg kan ikke blive ved med af få og få.
Det er som vandet fra en hane, der konstant drypper ned i et glas. Mit glas er ved at være fyldt, og det er blevet tid til at putte ord på mine oplevelser, tanker og følelser. Det føles fantastisk at skrive det ud. Det er som en illusion, bare lade tankerne flyve og transformere dem fra problemer til bogstaver. En af grundene til at jeg skriver er, fordi jeg nyder det, fordi det letter mit hjerte og det er højest nødvendigt for min eksistens. Siden sidst har jeg været en travl mand. Jeg har besøgt Chicago, Washington DC og byen der aldrig sover New York.
Mange af os udvekslingsstudenter kommer fra små byer eller industribyer, hvor shopping mulighederne er Wal Mart eller McDonald, så mange af dem gik selvfølgelig amok i NYC og brugte deres opsparing gennem de 8 måneder på lidt over en time. Da vi kom tilbage i bussen rejste der selvfølgelig en AFS leder sig op og stillede spørgsmålet: - ”Jeg gad godt vide, hvor mange sultne børn i Afrika kunne blive mætte i aften”. Jeg blev lidt knotten, for jeg følte, at vi nu blev beskyldt for at bruge penge. Men så kom jeg til at tænke på, at hvis ingen bruger penge går alt i stå,
Måske rykker 100 $ ikke og måske rykker 100.000$ heller ikke, men et helt samfund der konstant bruger penge, rykker. Mine og dine penge gør forskellen mellem velfærdsstat og uland. Jeg prøver ikke at sige, at du som forbruger bare skal bruge løs, men nogle skal hjælpe til, for ellers vil de værdier og den stolthed vi har i dag ikke eksisterer i fremtiden
Jeg glæder mig til at se Danmark i øjnene igen. Måske er det ikke sket meget, men der er trods alt ikke noget ungdomshus, Nasser Khader har dannet et nyt parti og hele Danmarks cykelrytter Bjarne Riis, har indrømmet at han har været dopet, men ellers tror jeg ikke, at det har ændret sig meget.
Vi ses!
- Martin
Thursday, May 10, 2007
Try not to cry
Læs venligst dette:
Mommy.. Johnny brought a gun to school,He told his friends that it was cool,And when he pulled the trigger back,It shot with a great crack.Mommy, I was a good girl, I did What I was told,I went to school, I got straight A's, I even got the gold!But Mommy, when I went to school that day,I never said good-bye,I'm sorry Mommy, I had to go, But Mommy, please don't cry.When Johnny shot the gun, He hit me and another,And all because Johnny, Got the gun from his older brother.Mommy, please tell Daddy; That I love him very much,And please tell Zack; my boyfriend; That it wasn't just a crush.And tell my little sister; That she is the only one now,And tell my dear sweet grandmother; I'll be waiting for her now,And tell my wonderful friends; That they always were the best;Mommy, I'm not the first, I'm no better than the rest.Mommy, tell my teachers; I won't show up for class,And never to forget this, And please don't let this pass.Mommy, why'd it have to be me? No one deserves this,Mommy, warn the others, Mommy I left without a kiss.And Mommy tell the doctors; I know they really did try,I think I even saw a doctor, Trying not to cry.Mommy, I'm slowly dying, With a bullet in my chest,But Mommy please remember, I'm in heaven with the rest.Mommy I ran as fast as I could,When I heard that crack, Mommy, listen to me if you would,I wanted to go to college, I wanted to try things that were new,I guess I'm not going with Daddy, On that trip to the new zoo.I wanted to get married, I wanted to have a kid,I wanted to be an actress, Mommy, I wanted to live.But Mommy I must go now, The time is getting late,Mommy, tell my Zack, I'm sorry but I had to cancel the date.I love you Mommy, I always have, I know; you know it's true,And Mommy all I say is, "Mommy, I love you."
****This Is for all those Virginia Tech Students Who Were Lost**** People will cry, people already did, Just keep this in your heart, For the people who didn't get to say "Good-bye".
Virginia Tech massemordet har ikke kun rørt de mennekser som oplevede dette på første række. Frygten har spredt sig og Highschool livet vil Aldrig blive det samme...
- Martin
Mommy.. Johnny brought a gun to school,He told his friends that it was cool,And when he pulled the trigger back,It shot with a great crack.Mommy, I was a good girl, I did What I was told,I went to school, I got straight A's, I even got the gold!But Mommy, when I went to school that day,I never said good-bye,I'm sorry Mommy, I had to go, But Mommy, please don't cry.When Johnny shot the gun, He hit me and another,And all because Johnny, Got the gun from his older brother.Mommy, please tell Daddy; That I love him very much,And please tell Zack; my boyfriend; That it wasn't just a crush.And tell my little sister; That she is the only one now,And tell my dear sweet grandmother; I'll be waiting for her now,And tell my wonderful friends; That they always were the best;Mommy, I'm not the first, I'm no better than the rest.Mommy, tell my teachers; I won't show up for class,And never to forget this, And please don't let this pass.Mommy, why'd it have to be me? No one deserves this,Mommy, warn the others, Mommy I left without a kiss.And Mommy tell the doctors; I know they really did try,I think I even saw a doctor, Trying not to cry.Mommy, I'm slowly dying, With a bullet in my chest,But Mommy please remember, I'm in heaven with the rest.Mommy I ran as fast as I could,When I heard that crack, Mommy, listen to me if you would,I wanted to go to college, I wanted to try things that were new,I guess I'm not going with Daddy, On that trip to the new zoo.I wanted to get married, I wanted to have a kid,I wanted to be an actress, Mommy, I wanted to live.But Mommy I must go now, The time is getting late,Mommy, tell my Zack, I'm sorry but I had to cancel the date.I love you Mommy, I always have, I know; you know it's true,And Mommy all I say is, "Mommy, I love you."
****This Is for all those Virginia Tech Students Who Were Lost**** People will cry, people already did, Just keep this in your heart, For the people who didn't get to say "Good-bye".
Virginia Tech massemordet har ikke kun rørt de mennekser som oplevede dette på første række. Frygten har spredt sig og Highschool livet vil Aldrig blive det samme...
- Martin
Tuesday, April 17, 2007
Update igen igen
Kære Danmark
Jeg fik langt om længe tid til at skrive det ned, som jeg har gået og tænkt over de sidste dage. Faktisk er det her min første aften i lang tid, hvor jeg har tid til andet end at lave lektier. Chicago, New York City og Washington D.C. står for døren og lektier, prøver og quizzer skal være lavet før skolen udsteder nogen form for tilladelse til at rejse.
Livet indebærer tusinder af valg. En valgte i denne uge at blive massemorder på Virginia Tech universitetet og en anden har valgt at blive Formand for den europæiske union. I mellem de to ting ligger verdener til forskel. Fra samfundstaber til samfundsvinder.
Med hjernen tages mange valg. En flyleder, der guider flyene sikkert ned på landingsbanen, træffer også konstante og uafhængig valg der kun ind flydes af hjernen. Nogle gange kan flyvelederne ikke arbejde sammen eller der går koks i det. Så er det, at hjertet tager over og leder dig efter hvad du virkelig føler er rigtigst. Hjertet leder dig efter dit instinkt, hvad der inderst inde i sidder i rygraden på dig. Og nogle gange sker det, at selvom du måske godt ved at det er forkert, så følger du hjertet alligevel.
Før jeg kom til Amerika brugte jeg kun min hjerne til at træffe valg. Jeg ville gerne tilfredsstille andre mennesker før mig selv. Det vil jeg stadig, men de personlige behov er for mig blevet langt vigtigere, hvis jeg som person skal leve balanceret mellem skolen, venner, familie og omgivelserne. Jeg må træffe valg. I Danmark var jeg på hjemmebane. Det var mit ”hus”. Jeg kendte hver en krog og jeg have masser af plads til at give, hvad andre havde brug for. Intet pres lå på mine skuldre. Nu giver andre mennesker til mig. Alt og alle ”presser” herovre. Selvom skolen kan være kedelig og forholdsvis nem er det stadig rigtig, rigtig meget arbejde at tage sig til. Jeg tager en masse valg med hjertet herovre, fordi jeg føler at det er rigtigt.
Jeg kommer nu også nogle gange i problemer. Men jeg stræber efter, at det jeg gør skal føles rigtigt inderst inde. Jeg tænker meget over, hvor stor indflydelse omgivelserne har på mig. Til en vis grad er det jo skolen, vennerne, familien og øvrige omgivelser der dikterer, hvordan jeg føler og tænker. Dertil skal siges at jeg ikke beskylder skolen, venner, familie og omgivelserne for mine handlinger for det er jo inderst inde mig, der bestemmer – det er mit valg. Jeg siger, hvad jeg føler og hvad mit hjerte og min sjæl brænder for. Jeg tager et valg hver gang. Jeg har måtte indse at ordet: ”måske” ikke skal eksistere i mit ordforråd. Folk vil have ”response” nu og her.
Da jeg kiggede ned under trøjen i Danmark havde jeg stadig ikke fået hår på brystet, dunene tittede så småt frem. De titter stadig kun frem. De har dog formeret sig, Men oppe (inde) i hovedet er der groet en manke frem , der er større end den der ses på savannens største hanløve. Jeg tror det skyldes presset fra skolen, nederlag og tæsk, som jeg har måtte føle fra mange sider. Jeg føler mig almægtigt lige nu. Da jeg kom, fik jeg en mindre ”depression” hver gang jeg havde mange lektier for. Nu er min holdning anderledes. For mig er jeg ligeglad om de giver mig 1 time eller 5 timers lektier for. For jeg er sikker på, at jeg nok skal få dem lavet. For jeg har lært at arbejde bagdelen ud af bukserne.
Disponere min tid og studere hårdt. Jeg har savnet og gør det da stadig. Jeg har været bange, så bange at jeg skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage i øjenkrogene. Det er jo alt sammen noget, som man ikke vil opleve, men det er jo også det, man lærer af. Jeg kom som et ”curling-barn”, der aldrig rigtigt havde prøvet noget, der altid fik, hvad jeg pegede på nede i Fætter BR, som altid fik min madpakke smurt og hvor mor kom flyvende med saftevandskanden, når jeg kaldte.
Jeg kommer hjem som et menneske der har oplevet en masse og er blevet stærkere oppe i hovedet. Fordi jeg har oplevet lidt af hvert. Men det er ikke alle de fysiske oplevelser der har gjort mig stærkere. Jeg tror, at de fysiske oplevelser hjælper med til at jeg får en metal oplevelse i mig selv.
Min værtsmor JoAnn spørger mig ofte om hvilke nogle problemer vi har i Danmark. Dertil svarer jeg: Børnehaverne har ikke åbne lang tid nok om dagen, busserne strejker og så har vi ungerne fra Nørrebro. Så griner hun af mig og siger:” Hvis du kalder det for problemer, skulle du skamme dig”. Jeg er stolt af Danmark. Jeg sætter pris på den sikkerhed vi har og glad for, at vi ikke har den fattigdom, de våben og den kaos, som nogle gange kan opleves her.
Her den anden dag læste jeg en overskrift i vores Cleveland avis: ”The Plain Dealer” den lød:” A white man in EC, is a dead man”(EC er meget fattigt og måske det farligste område i hele Cleveland). Det var et citat for en ”gangster” som opfordrede hvide mennesker til at holde sig væk. Det fik mig til at tænke og igen prissætte den frihed i Danmark. Mange siger måske at man ikke skal komme i Møljnerparken på Nørrebro. Der til kan jeg sige: I Møljnerparken bliver man bliver man ikke skudt.
Det går ellers super godt. Jeg begynder nu at kigge hjemad og indstille mig på at skulle hjem, for tidspunktet, hvor Danmark kalder, nærmer sig. Jeg har heller ikke noget imod snart at komme hjem.
Jeg oplever stadig. Jeg har fx lige været til NBA Basketball det var meget sjovt vi så Cleveland Cavaliers vs. New Jersey Nets. Jeg er også lige kommet hjem efter nogle dage i Pittsburgh. Det er en fed by, som jeg misunder.
- Martin
Jeg fik langt om længe tid til at skrive det ned, som jeg har gået og tænkt over de sidste dage. Faktisk er det her min første aften i lang tid, hvor jeg har tid til andet end at lave lektier. Chicago, New York City og Washington D.C. står for døren og lektier, prøver og quizzer skal være lavet før skolen udsteder nogen form for tilladelse til at rejse.
Livet indebærer tusinder af valg. En valgte i denne uge at blive massemorder på Virginia Tech universitetet og en anden har valgt at blive Formand for den europæiske union. I mellem de to ting ligger verdener til forskel. Fra samfundstaber til samfundsvinder.
Med hjernen tages mange valg. En flyleder, der guider flyene sikkert ned på landingsbanen, træffer også konstante og uafhængig valg der kun ind flydes af hjernen. Nogle gange kan flyvelederne ikke arbejde sammen eller der går koks i det. Så er det, at hjertet tager over og leder dig efter hvad du virkelig føler er rigtigst. Hjertet leder dig efter dit instinkt, hvad der inderst inde i sidder i rygraden på dig. Og nogle gange sker det, at selvom du måske godt ved at det er forkert, så følger du hjertet alligevel.
Før jeg kom til Amerika brugte jeg kun min hjerne til at træffe valg. Jeg ville gerne tilfredsstille andre mennesker før mig selv. Det vil jeg stadig, men de personlige behov er for mig blevet langt vigtigere, hvis jeg som person skal leve balanceret mellem skolen, venner, familie og omgivelserne. Jeg må træffe valg. I Danmark var jeg på hjemmebane. Det var mit ”hus”. Jeg kendte hver en krog og jeg have masser af plads til at give, hvad andre havde brug for. Intet pres lå på mine skuldre. Nu giver andre mennesker til mig. Alt og alle ”presser” herovre. Selvom skolen kan være kedelig og forholdsvis nem er det stadig rigtig, rigtig meget arbejde at tage sig til. Jeg tager en masse valg med hjertet herovre, fordi jeg føler at det er rigtigt.
Jeg kommer nu også nogle gange i problemer. Men jeg stræber efter, at det jeg gør skal føles rigtigt inderst inde. Jeg tænker meget over, hvor stor indflydelse omgivelserne har på mig. Til en vis grad er det jo skolen, vennerne, familien og øvrige omgivelser der dikterer, hvordan jeg føler og tænker. Dertil skal siges at jeg ikke beskylder skolen, venner, familie og omgivelserne for mine handlinger for det er jo inderst inde mig, der bestemmer – det er mit valg. Jeg siger, hvad jeg føler og hvad mit hjerte og min sjæl brænder for. Jeg tager et valg hver gang. Jeg har måtte indse at ordet: ”måske” ikke skal eksistere i mit ordforråd. Folk vil have ”response” nu og her.
Da jeg kiggede ned under trøjen i Danmark havde jeg stadig ikke fået hår på brystet, dunene tittede så småt frem. De titter stadig kun frem. De har dog formeret sig, Men oppe (inde) i hovedet er der groet en manke frem , der er større end den der ses på savannens største hanløve. Jeg tror det skyldes presset fra skolen, nederlag og tæsk, som jeg har måtte føle fra mange sider. Jeg føler mig almægtigt lige nu. Da jeg kom, fik jeg en mindre ”depression” hver gang jeg havde mange lektier for. Nu er min holdning anderledes. For mig er jeg ligeglad om de giver mig 1 time eller 5 timers lektier for. For jeg er sikker på, at jeg nok skal få dem lavet. For jeg har lært at arbejde bagdelen ud af bukserne.
Disponere min tid og studere hårdt. Jeg har savnet og gør det da stadig. Jeg har været bange, så bange at jeg skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage i øjenkrogene. Det er jo alt sammen noget, som man ikke vil opleve, men det er jo også det, man lærer af. Jeg kom som et ”curling-barn”, der aldrig rigtigt havde prøvet noget, der altid fik, hvad jeg pegede på nede i Fætter BR, som altid fik min madpakke smurt og hvor mor kom flyvende med saftevandskanden, når jeg kaldte.
Jeg kommer hjem som et menneske der har oplevet en masse og er blevet stærkere oppe i hovedet. Fordi jeg har oplevet lidt af hvert. Men det er ikke alle de fysiske oplevelser der har gjort mig stærkere. Jeg tror, at de fysiske oplevelser hjælper med til at jeg får en metal oplevelse i mig selv.
Min værtsmor JoAnn spørger mig ofte om hvilke nogle problemer vi har i Danmark. Dertil svarer jeg: Børnehaverne har ikke åbne lang tid nok om dagen, busserne strejker og så har vi ungerne fra Nørrebro. Så griner hun af mig og siger:” Hvis du kalder det for problemer, skulle du skamme dig”. Jeg er stolt af Danmark. Jeg sætter pris på den sikkerhed vi har og glad for, at vi ikke har den fattigdom, de våben og den kaos, som nogle gange kan opleves her.
Her den anden dag læste jeg en overskrift i vores Cleveland avis: ”The Plain Dealer” den lød:” A white man in EC, is a dead man”(EC er meget fattigt og måske det farligste område i hele Cleveland). Det var et citat for en ”gangster” som opfordrede hvide mennesker til at holde sig væk. Det fik mig til at tænke og igen prissætte den frihed i Danmark. Mange siger måske at man ikke skal komme i Møljnerparken på Nørrebro. Der til kan jeg sige: I Møljnerparken bliver man bliver man ikke skudt.
Det går ellers super godt. Jeg begynder nu at kigge hjemad og indstille mig på at skulle hjem, for tidspunktet, hvor Danmark kalder, nærmer sig. Jeg har heller ikke noget imod snart at komme hjem.
Jeg oplever stadig. Jeg har fx lige været til NBA Basketball det var meget sjovt vi så Cleveland Cavaliers vs. New Jersey Nets. Jeg er også lige kommet hjem efter nogle dage i Pittsburgh. Det er en fed by, som jeg misunder.
- Martin
Friday, March 30, 2007
April Brev
Kære Danmark
Tid er gået og et år er snart omme. For nogle har dert måske gået langsomt. For andre har det gået stærkt. Jeg hører til den sidste gruppe. Jeg føler stadig, at det var i går jeg sad på et hotel sammen med alle de andre AFS studenter i New York City.
USA har altid fascineret mig. Da jeg besøgte USA med min far og Elise så jeg i midlertidig kun den smukke turistside, som mange af jer derhjemme også har set. Nu har jeg været her et år. USA er ikke bare guld og kronede dage. Det er benhårdt. Fattigdom, kriminalitet, ghettodannelser og fedme er det, der præger USA’s beboere mest. For eksempel: USA er den 8 fedeste nation i verden. McDonald’s brugte alene sidste år 1,4 milliarder $ på reklamer i tv og aviser, det er en stigning på 15,4 % fra året før. Louisiana er den fedeste sat i landet, hvor lidt over 25 % er ikke kun overvægtige, men direkte i livsfare på grund af fedme. I USA er fedme den førende undgåelige dødsårsag. Omkring 17 millioner lider af diabetes 2 eller også kendt som gammelmands sukkersyge som følge af fedme. Hvis det tal forsætter vil hvert tredje barn født i 2010 blive ramt af diabetes 2 på et eller andet tidspunkt i livet. Når vi går downtown Cleveland kan vi få det der hedder 1 dollar menu. Det består af en cheeseburger/hamburger, en pommes frit og en cola med gratis refill så mange gange du vil. Det er billigere at spise ude end hjemme. De fattige, som der er rigtig mange af, benytter sig af det tilbud dagligt. Du kan for det meste se på folk herovre om de er fattige, middelklasse eller overklasse. De fattige er fedeste og overklassen de tyndeste. På Manhattan i New York City ligger der 84 McDonald’s. Manhattan er mindre end Samsø. Den sygdom er svær at overkomme når en præsident bruger langt over 500 milliarder $ årligt på krig.
USA er på mange måder blevet mit andet hjemland. Når jeg hører om dårlige ting, gør det ondt i mit hjerte. Som at se Dannebrog brænde under Muhammed krisen. I Europa siger man: Stor, større og USA. Den teori kan jeg kun bekræfte. Nemlig størrelsen af alting har fascineret mig. Jeg elsker at gå downtown og bare kigge op ad bygningerne, eller se en Hummer Limousine.
Siden jeg har skrevet sidst har jeg oplevet noget, som for alvor har fået indflydelse på min respekt for de dårlige områder. Det hele startete godt på St. Patricks dag, hvor var til parade downtown. Da paraden var ovre gik vi over i et shopping center og for at spise. En pige og jeg blev enige om at tage ud for at høre en af vores fælles venner synge. Vi tog bussen. På vej ud til busstoppet grinte vi af, at jeg nok ville blive den eneste hvide på hele bussen. Hun var ikke galt på den. Jeg var den eneste hvide. Det gjorde mig nu ikke så meget. Men det var mere typerne på bussen. Vi kladder det ”Black Trash”. Der var kun skumle typer, folk der er meget fattige og stereotypen er, at de er ikke sjove at lege med. Det var Amerikas underklasse. Vi skulle se vores veninde synge i en koncertsal på et college. Vi troede det lå downtown, men vi fandt hurtigt ud af at det gjorde det ikke. Det lå i ghettoen. Typerne blev mere og mere skumle jo længere vi kom væk for downtown. Folk kiggede på mig. Manden bag mig talte om sit nye våben. Pludselige hørte jeg en stemme sige: ”Here, white boy”. Hun rakte mig et brev. Brevet var betydningsløst, men jeg havde nået et klimaks. Jeg ville ud. Jeg fik det vildt dårligt. Jeg følte mig ansvarlig for hende jeg var med. Jeg vidste samtidig godt, at hvis alt kom til alt ville jeg ikke kunne gøre en skid, men bare følge deres instruktioner. Vi kom endelig af bussen. Jeg svedte så det løb ned af mig. Min værtsfamilie havde sagt til mig, at jeg aldrig skulle tage til ghettoen, men jeg vidste jo ikke, at det lå i ghettoen. Da vi skulle tage bussen hjem var det mørkt. Jeg ville bare ikke. Jeg kunne ikke overkomme det. Hvis jeg skulle havde taget bussen hjem, ville jeg have sat mig til at tude. Jeg ville ikke. Jeg ringede til Patrick min værtsbror og han kom og hentede mig.
Den ghetto som man bare griner af, når man kører igennem. Den ghetto har nu fået min respekt. Min værtsfar sagde, da jeg kom hjem:” Leger du med ghettoen – leger den med dig - på dens måde” og smilte.
Men der er bestemt også positive sider ved USA. W. E. B. Du Bois sagde: “The cost of liberty is less than the price of repression.” eller på dansk “Omkostningerne ved frihed er mindre end prisen for undertrykkelse.” W. E. B. Du Bois var den første sorte som fik en Ph.d. fra Harvard. Han talte for de sortes rettigheder. Han var ikke alene et symbol på en gennembryder, men han var et symbol på ligestilling mellem religioner, oprindelse og race. Han er måske en af grunde til at USA i dag er så åbent, som det er. Mange skoler havde kvoter på hvor mange sorte eller jøder eller muslimer de optog om året dette fænomen eksisteret helt op i 70’erne. I USA er segregationen næsten ikke eksisterende. Det er det, der gør USA til min favorit. I USA er det ulovligt at fremme en ”art”. Den åbenhed og accept af alt og alle kunne måske være en god lektion for Danmark.
Mange mennesker er døde i kampen for de sortes rettigheder. The Clan, også kendt som Ku Klux Klan, har haft en kæmpe effekt på nu dagens Amerika. W. E. B. Du Bois kæmpede imod klanen og myndighederne for at få den frihed han mente at have krav på efter det 15th amendment. Forskellen mellem hvid og sort er stadig eksisterende. Det er udannelse vis, hvor den største forskel ligger. W. E. B. Du Bois opfordrede sorte til at blive uddannet hvis de ville have noget indflydelse.
USA har gjort indtryk på mig på godt og ondt. USA har fået en plads i mit hjerte. I USA er mulighederne større og jeg håber på, at kan få lov til at benytte mig af dem på et tidspunkt.
- Martin
Tid er gået og et år er snart omme. For nogle har dert måske gået langsomt. For andre har det gået stærkt. Jeg hører til den sidste gruppe. Jeg føler stadig, at det var i går jeg sad på et hotel sammen med alle de andre AFS studenter i New York City.
USA har altid fascineret mig. Da jeg besøgte USA med min far og Elise så jeg i midlertidig kun den smukke turistside, som mange af jer derhjemme også har set. Nu har jeg været her et år. USA er ikke bare guld og kronede dage. Det er benhårdt. Fattigdom, kriminalitet, ghettodannelser og fedme er det, der præger USA’s beboere mest. For eksempel: USA er den 8 fedeste nation i verden. McDonald’s brugte alene sidste år 1,4 milliarder $ på reklamer i tv og aviser, det er en stigning på 15,4 % fra året før. Louisiana er den fedeste sat i landet, hvor lidt over 25 % er ikke kun overvægtige, men direkte i livsfare på grund af fedme. I USA er fedme den førende undgåelige dødsårsag. Omkring 17 millioner lider af diabetes 2 eller også kendt som gammelmands sukkersyge som følge af fedme. Hvis det tal forsætter vil hvert tredje barn født i 2010 blive ramt af diabetes 2 på et eller andet tidspunkt i livet. Når vi går downtown Cleveland kan vi få det der hedder 1 dollar menu. Det består af en cheeseburger/hamburger, en pommes frit og en cola med gratis refill så mange gange du vil. Det er billigere at spise ude end hjemme. De fattige, som der er rigtig mange af, benytter sig af det tilbud dagligt. Du kan for det meste se på folk herovre om de er fattige, middelklasse eller overklasse. De fattige er fedeste og overklassen de tyndeste. På Manhattan i New York City ligger der 84 McDonald’s. Manhattan er mindre end Samsø. Den sygdom er svær at overkomme når en præsident bruger langt over 500 milliarder $ årligt på krig.
USA er på mange måder blevet mit andet hjemland. Når jeg hører om dårlige ting, gør det ondt i mit hjerte. Som at se Dannebrog brænde under Muhammed krisen. I Europa siger man: Stor, større og USA. Den teori kan jeg kun bekræfte. Nemlig størrelsen af alting har fascineret mig. Jeg elsker at gå downtown og bare kigge op ad bygningerne, eller se en Hummer Limousine.
Siden jeg har skrevet sidst har jeg oplevet noget, som for alvor har fået indflydelse på min respekt for de dårlige områder. Det hele startete godt på St. Patricks dag, hvor var til parade downtown. Da paraden var ovre gik vi over i et shopping center og for at spise. En pige og jeg blev enige om at tage ud for at høre en af vores fælles venner synge. Vi tog bussen. På vej ud til busstoppet grinte vi af, at jeg nok ville blive den eneste hvide på hele bussen. Hun var ikke galt på den. Jeg var den eneste hvide. Det gjorde mig nu ikke så meget. Men det var mere typerne på bussen. Vi kladder det ”Black Trash”. Der var kun skumle typer, folk der er meget fattige og stereotypen er, at de er ikke sjove at lege med. Det var Amerikas underklasse. Vi skulle se vores veninde synge i en koncertsal på et college. Vi troede det lå downtown, men vi fandt hurtigt ud af at det gjorde det ikke. Det lå i ghettoen. Typerne blev mere og mere skumle jo længere vi kom væk for downtown. Folk kiggede på mig. Manden bag mig talte om sit nye våben. Pludselige hørte jeg en stemme sige: ”Here, white boy”. Hun rakte mig et brev. Brevet var betydningsløst, men jeg havde nået et klimaks. Jeg ville ud. Jeg fik det vildt dårligt. Jeg følte mig ansvarlig for hende jeg var med. Jeg vidste samtidig godt, at hvis alt kom til alt ville jeg ikke kunne gøre en skid, men bare følge deres instruktioner. Vi kom endelig af bussen. Jeg svedte så det løb ned af mig. Min værtsfamilie havde sagt til mig, at jeg aldrig skulle tage til ghettoen, men jeg vidste jo ikke, at det lå i ghettoen. Da vi skulle tage bussen hjem var det mørkt. Jeg ville bare ikke. Jeg kunne ikke overkomme det. Hvis jeg skulle havde taget bussen hjem, ville jeg have sat mig til at tude. Jeg ville ikke. Jeg ringede til Patrick min værtsbror og han kom og hentede mig.
Den ghetto som man bare griner af, når man kører igennem. Den ghetto har nu fået min respekt. Min værtsfar sagde, da jeg kom hjem:” Leger du med ghettoen – leger den med dig - på dens måde” og smilte.
Men der er bestemt også positive sider ved USA. W. E. B. Du Bois sagde: “The cost of liberty is less than the price of repression.” eller på dansk “Omkostningerne ved frihed er mindre end prisen for undertrykkelse.” W. E. B. Du Bois var den første sorte som fik en Ph.d. fra Harvard. Han talte for de sortes rettigheder. Han var ikke alene et symbol på en gennembryder, men han var et symbol på ligestilling mellem religioner, oprindelse og race. Han er måske en af grunde til at USA i dag er så åbent, som det er. Mange skoler havde kvoter på hvor mange sorte eller jøder eller muslimer de optog om året dette fænomen eksisteret helt op i 70’erne. I USA er segregationen næsten ikke eksisterende. Det er det, der gør USA til min favorit. I USA er det ulovligt at fremme en ”art”. Den åbenhed og accept af alt og alle kunne måske være en god lektion for Danmark.
Mange mennesker er døde i kampen for de sortes rettigheder. The Clan, også kendt som Ku Klux Klan, har haft en kæmpe effekt på nu dagens Amerika. W. E. B. Du Bois kæmpede imod klanen og myndighederne for at få den frihed han mente at have krav på efter det 15th amendment. Forskellen mellem hvid og sort er stadig eksisterende. Det er udannelse vis, hvor den største forskel ligger. W. E. B. Du Bois opfordrede sorte til at blive uddannet hvis de ville have noget indflydelse.
USA har gjort indtryk på mig på godt og ondt. USA har fået en plads i mit hjerte. I USA er mulighederne større og jeg håber på, at kan få lov til at benytte mig af dem på et tidspunkt.
- Martin
Subscribe to:
Posts (Atom)