Kære Danmark
Tid er gået og et år er snart omme. For nogle har dert måske gået langsomt. For andre har det gået stærkt. Jeg hører til den sidste gruppe. Jeg føler stadig, at det var i går jeg sad på et hotel sammen med alle de andre AFS studenter i New York City.
USA har altid fascineret mig. Da jeg besøgte USA med min far og Elise så jeg i midlertidig kun den smukke turistside, som mange af jer derhjemme også har set. Nu har jeg været her et år. USA er ikke bare guld og kronede dage. Det er benhårdt. Fattigdom, kriminalitet, ghettodannelser og fedme er det, der præger USA’s beboere mest. For eksempel: USA er den 8 fedeste nation i verden. McDonald’s brugte alene sidste år 1,4 milliarder $ på reklamer i tv og aviser, det er en stigning på 15,4 % fra året før. Louisiana er den fedeste sat i landet, hvor lidt over 25 % er ikke kun overvægtige, men direkte i livsfare på grund af fedme. I USA er fedme den førende undgåelige dødsårsag. Omkring 17 millioner lider af diabetes 2 eller også kendt som gammelmands sukkersyge som følge af fedme. Hvis det tal forsætter vil hvert tredje barn født i 2010 blive ramt af diabetes 2 på et eller andet tidspunkt i livet. Når vi går downtown Cleveland kan vi få det der hedder 1 dollar menu. Det består af en cheeseburger/hamburger, en pommes frit og en cola med gratis refill så mange gange du vil. Det er billigere at spise ude end hjemme. De fattige, som der er rigtig mange af, benytter sig af det tilbud dagligt. Du kan for det meste se på folk herovre om de er fattige, middelklasse eller overklasse. De fattige er fedeste og overklassen de tyndeste. På Manhattan i New York City ligger der 84 McDonald’s. Manhattan er mindre end Samsø. Den sygdom er svær at overkomme når en præsident bruger langt over 500 milliarder $ årligt på krig.
USA er på mange måder blevet mit andet hjemland. Når jeg hører om dårlige ting, gør det ondt i mit hjerte. Som at se Dannebrog brænde under Muhammed krisen. I Europa siger man: Stor, større og USA. Den teori kan jeg kun bekræfte. Nemlig størrelsen af alting har fascineret mig. Jeg elsker at gå downtown og bare kigge op ad bygningerne, eller se en Hummer Limousine.
Siden jeg har skrevet sidst har jeg oplevet noget, som for alvor har fået indflydelse på min respekt for de dårlige områder. Det hele startete godt på St. Patricks dag, hvor var til parade downtown. Da paraden var ovre gik vi over i et shopping center og for at spise. En pige og jeg blev enige om at tage ud for at høre en af vores fælles venner synge. Vi tog bussen. På vej ud til busstoppet grinte vi af, at jeg nok ville blive den eneste hvide på hele bussen. Hun var ikke galt på den. Jeg var den eneste hvide. Det gjorde mig nu ikke så meget. Men det var mere typerne på bussen. Vi kladder det ”Black Trash”. Der var kun skumle typer, folk der er meget fattige og stereotypen er, at de er ikke sjove at lege med. Det var Amerikas underklasse. Vi skulle se vores veninde synge i en koncertsal på et college. Vi troede det lå downtown, men vi fandt hurtigt ud af at det gjorde det ikke. Det lå i ghettoen. Typerne blev mere og mere skumle jo længere vi kom væk for downtown. Folk kiggede på mig. Manden bag mig talte om sit nye våben. Pludselige hørte jeg en stemme sige: ”Here, white boy”. Hun rakte mig et brev. Brevet var betydningsløst, men jeg havde nået et klimaks. Jeg ville ud. Jeg fik det vildt dårligt. Jeg følte mig ansvarlig for hende jeg var med. Jeg vidste samtidig godt, at hvis alt kom til alt ville jeg ikke kunne gøre en skid, men bare følge deres instruktioner. Vi kom endelig af bussen. Jeg svedte så det løb ned af mig. Min værtsfamilie havde sagt til mig, at jeg aldrig skulle tage til ghettoen, men jeg vidste jo ikke, at det lå i ghettoen. Da vi skulle tage bussen hjem var det mørkt. Jeg ville bare ikke. Jeg kunne ikke overkomme det. Hvis jeg skulle havde taget bussen hjem, ville jeg have sat mig til at tude. Jeg ville ikke. Jeg ringede til Patrick min værtsbror og han kom og hentede mig.
Den ghetto som man bare griner af, når man kører igennem. Den ghetto har nu fået min respekt. Min værtsfar sagde, da jeg kom hjem:” Leger du med ghettoen – leger den med dig - på dens måde” og smilte.
Men der er bestemt også positive sider ved USA. W. E. B. Du Bois sagde: “The cost of liberty is less than the price of repression.” eller på dansk “Omkostningerne ved frihed er mindre end prisen for undertrykkelse.” W. E. B. Du Bois var den første sorte som fik en Ph.d. fra Harvard. Han talte for de sortes rettigheder. Han var ikke alene et symbol på en gennembryder, men han var et symbol på ligestilling mellem religioner, oprindelse og race. Han er måske en af grunde til at USA i dag er så åbent, som det er. Mange skoler havde kvoter på hvor mange sorte eller jøder eller muslimer de optog om året dette fænomen eksisteret helt op i 70’erne. I USA er segregationen næsten ikke eksisterende. Det er det, der gør USA til min favorit. I USA er det ulovligt at fremme en ”art”. Den åbenhed og accept af alt og alle kunne måske være en god lektion for Danmark.
Mange mennesker er døde i kampen for de sortes rettigheder. The Clan, også kendt som Ku Klux Klan, har haft en kæmpe effekt på nu dagens Amerika. W. E. B. Du Bois kæmpede imod klanen og myndighederne for at få den frihed han mente at have krav på efter det 15th amendment. Forskellen mellem hvid og sort er stadig eksisterende. Det er udannelse vis, hvor den største forskel ligger. W. E. B. Du Bois opfordrede sorte til at blive uddannet hvis de ville have noget indflydelse.
USA har gjort indtryk på mig på godt og ondt. USA har fået en plads i mit hjerte. I USA er mulighederne større og jeg håber på, at kan få lov til at benytte mig af dem på et tidspunkt.
- Martin
Tid er gået og et år er snart omme. For nogle har dert måske gået langsomt. For andre har det gået stærkt. Jeg hører til den sidste gruppe. Jeg føler stadig, at det var i går jeg sad på et hotel sammen med alle de andre AFS studenter i New York City.
USA har altid fascineret mig. Da jeg besøgte USA med min far og Elise så jeg i midlertidig kun den smukke turistside, som mange af jer derhjemme også har set. Nu har jeg været her et år. USA er ikke bare guld og kronede dage. Det er benhårdt. Fattigdom, kriminalitet, ghettodannelser og fedme er det, der præger USA’s beboere mest. For eksempel: USA er den 8 fedeste nation i verden. McDonald’s brugte alene sidste år 1,4 milliarder $ på reklamer i tv og aviser, det er en stigning på 15,4 % fra året før. Louisiana er den fedeste sat i landet, hvor lidt over 25 % er ikke kun overvægtige, men direkte i livsfare på grund af fedme. I USA er fedme den førende undgåelige dødsårsag. Omkring 17 millioner lider af diabetes 2 eller også kendt som gammelmands sukkersyge som følge af fedme. Hvis det tal forsætter vil hvert tredje barn født i 2010 blive ramt af diabetes 2 på et eller andet tidspunkt i livet. Når vi går downtown Cleveland kan vi få det der hedder 1 dollar menu. Det består af en cheeseburger/hamburger, en pommes frit og en cola med gratis refill så mange gange du vil. Det er billigere at spise ude end hjemme. De fattige, som der er rigtig mange af, benytter sig af det tilbud dagligt. Du kan for det meste se på folk herovre om de er fattige, middelklasse eller overklasse. De fattige er fedeste og overklassen de tyndeste. På Manhattan i New York City ligger der 84 McDonald’s. Manhattan er mindre end Samsø. Den sygdom er svær at overkomme når en præsident bruger langt over 500 milliarder $ årligt på krig.
USA er på mange måder blevet mit andet hjemland. Når jeg hører om dårlige ting, gør det ondt i mit hjerte. Som at se Dannebrog brænde under Muhammed krisen. I Europa siger man: Stor, større og USA. Den teori kan jeg kun bekræfte. Nemlig størrelsen af alting har fascineret mig. Jeg elsker at gå downtown og bare kigge op ad bygningerne, eller se en Hummer Limousine.
Siden jeg har skrevet sidst har jeg oplevet noget, som for alvor har fået indflydelse på min respekt for de dårlige områder. Det hele startete godt på St. Patricks dag, hvor var til parade downtown. Da paraden var ovre gik vi over i et shopping center og for at spise. En pige og jeg blev enige om at tage ud for at høre en af vores fælles venner synge. Vi tog bussen. På vej ud til busstoppet grinte vi af, at jeg nok ville blive den eneste hvide på hele bussen. Hun var ikke galt på den. Jeg var den eneste hvide. Det gjorde mig nu ikke så meget. Men det var mere typerne på bussen. Vi kladder det ”Black Trash”. Der var kun skumle typer, folk der er meget fattige og stereotypen er, at de er ikke sjove at lege med. Det var Amerikas underklasse. Vi skulle se vores veninde synge i en koncertsal på et college. Vi troede det lå downtown, men vi fandt hurtigt ud af at det gjorde det ikke. Det lå i ghettoen. Typerne blev mere og mere skumle jo længere vi kom væk for downtown. Folk kiggede på mig. Manden bag mig talte om sit nye våben. Pludselige hørte jeg en stemme sige: ”Here, white boy”. Hun rakte mig et brev. Brevet var betydningsløst, men jeg havde nået et klimaks. Jeg ville ud. Jeg fik det vildt dårligt. Jeg følte mig ansvarlig for hende jeg var med. Jeg vidste samtidig godt, at hvis alt kom til alt ville jeg ikke kunne gøre en skid, men bare følge deres instruktioner. Vi kom endelig af bussen. Jeg svedte så det løb ned af mig. Min værtsfamilie havde sagt til mig, at jeg aldrig skulle tage til ghettoen, men jeg vidste jo ikke, at det lå i ghettoen. Da vi skulle tage bussen hjem var det mørkt. Jeg ville bare ikke. Jeg kunne ikke overkomme det. Hvis jeg skulle havde taget bussen hjem, ville jeg have sat mig til at tude. Jeg ville ikke. Jeg ringede til Patrick min værtsbror og han kom og hentede mig.
Den ghetto som man bare griner af, når man kører igennem. Den ghetto har nu fået min respekt. Min værtsfar sagde, da jeg kom hjem:” Leger du med ghettoen – leger den med dig - på dens måde” og smilte.
Men der er bestemt også positive sider ved USA. W. E. B. Du Bois sagde: “The cost of liberty is less than the price of repression.” eller på dansk “Omkostningerne ved frihed er mindre end prisen for undertrykkelse.” W. E. B. Du Bois var den første sorte som fik en Ph.d. fra Harvard. Han talte for de sortes rettigheder. Han var ikke alene et symbol på en gennembryder, men han var et symbol på ligestilling mellem religioner, oprindelse og race. Han er måske en af grunde til at USA i dag er så åbent, som det er. Mange skoler havde kvoter på hvor mange sorte eller jøder eller muslimer de optog om året dette fænomen eksisteret helt op i 70’erne. I USA er segregationen næsten ikke eksisterende. Det er det, der gør USA til min favorit. I USA er det ulovligt at fremme en ”art”. Den åbenhed og accept af alt og alle kunne måske være en god lektion for Danmark.
Mange mennesker er døde i kampen for de sortes rettigheder. The Clan, også kendt som Ku Klux Klan, har haft en kæmpe effekt på nu dagens Amerika. W. E. B. Du Bois kæmpede imod klanen og myndighederne for at få den frihed han mente at have krav på efter det 15th amendment. Forskellen mellem hvid og sort er stadig eksisterende. Det er udannelse vis, hvor den største forskel ligger. W. E. B. Du Bois opfordrede sorte til at blive uddannet hvis de ville have noget indflydelse.
USA har gjort indtryk på mig på godt og ondt. USA har fået en plads i mit hjerte. I USA er mulighederne større og jeg håber på, at kan få lov til at benytte mig af dem på et tidspunkt.
- Martin
1 comment:
Yoyo, siden er virkelig blevet flot. Kan godt lide, at jeg kan se, hvad klokken er hos dig herinde. Perfekt.
Thumbs up!
Post a Comment