Update from the hood

Kære Danmark

Der er nu kun en måned igen, og jeg kan nu begynde at se lyset for enden af tunnellen. Jeg glæder mig til at føle helt hjemme igen og ikke kun ”halvt” hjemme. USA har været som dag og nat for mig. Det har været mit værste mareridt og min bedste nydelse. Jeg har nydt og hadet. I fremtiden bliver USA en mindre del af min hverdag. Det bliver mærkeligt. Jeg skal igen tilpasse mig en ny familie. Det er jo min far og mor, men de har jo også ændret sig. Jeg har brugt 1/16-del af mit liv væk fra min far og mor. Hos min nye familie er jeg blevet påvirket af deres normer og regler, og på samme måde har mor og far ændret sig, fordi de er blevet påvirket af en anden verden.

Først var det min kusine Malene fra Fredensborg, så var det Maria fra Bagsværd og endelig var det min kusine Nanna, der drog af sted for at se en anden verden. Siden jeg hørte om det første gang, vidste jeg, at det var noget jeg ville. Jeg vidste, at jeg var ”født” til det. Da jeg for første gang løftede emnet for min mor, da vi boede på Ahornvej, var hun passiv og afvisende. Jeg er sikker på, at hun fortryder det i dag. Min far var åben og han tog straks ideen i hånden og førte den ud i livet, hvilket jeg takker ham meget for, og som vi siger på amerikansk:” I owe him big”. Det var min drøm at komme af sted. Jeg har levet i drømmeland i de sidste mange måneder. Jeg vidste desværre, at tiden var begrænset og nu er den ved at være løbet ud. Nogle dage ville jeg ønske, at mit ophold kunne blive forlænget, andre dage føler jeg, at det ikke kan gå for hurtigt. Oppe i hovedet sidder jeg lige nu halvvejs over Atlanten.

Jeg kommer hjem som en anden person. I dag føler jeg mig langt mere samfundsansvarlig. Jeg skal være den første til at bruge min valgret, når jeg fylder 18 år, for jeg kunne tænke mig at gøre en forskel i mit land. Det er ikke, fordi det er noget jeg brænder for, men noget jeg ser som min pligt. Jeg husker som lille da jeg og min far skulle ned for at stemme. Jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke ville stemme på Dansk Folkeparti. Han grinte kun af mig og sagde, at det kan du jo gøre, når du bliver 18 år. Når jeg bliver 18 år, vil jeg ikke stemme på Dansk Folkeparti, men det parti, som jeg føler, kan lede landet og sætter pris på de værdier, som jeg hylder.

Siden sidst jeg skrev, er det sket en masse. Chicago, New York City og Washington D.C. har været på programmet. I Chicago boede jeg hos en pige fra Kasakhstan. Hun havde vundet et scholarship. Hun fortalte, at hendes far var udannet fra et universitet i Kasakhstan og han var læge på et hospital. Hun fortalte mig, at han tjente omkring 300 dollar om måned. Hver måned sendte han 100 dollar over til hende. Jeg blev igen mindet om, hvor godt et land jeg lever i. Kunne du forstille dig at give din datter en tredjedel af din løn hver måned? Jeg ville have svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Vi boede omkring 30 min. uden for Chicago. Det var et hvidt samfund med en lille by på 20.000 mennesker. Der skete ikke rigtigt noget. Igen blev jeg mindet om, hvor meget mere jeg oplever i Cleveland. Her har jeg prøvet at være rigtig bange. Jeg har set så mange ting, som de fleste helst vil undvære, men jeg tror på, at det styrker min dannelse som menneske, og jeg er sikker på, at min ballast er langt større end den, de fleste andre AFS studenter kommer hjem med. Da jeg fik at vide at jeg skulle til Cleveland, blev jeg lidt skuffet. Jeg havde håbet på Californien eller måske endnu bedre Hawaii. Jeg fortryder, at jeg tænkte det. I dag vil jeg langt hellere til Cleveland. For jeg er sikker på, at det her har lært mig så meget mere, end jeg ellers ville havde lært.

Jeg tror, at det er ligegyldigt om dit navn er B.S. Christiansen, du har prøvet alt og har 100 % styr over sig selv eller dit navn er Martin Birk, som lige har forladt folkeskolen og er forvirret oven i hovedet. For det at være udvekslingsstudent er ikke noget man kan forberede sig på. Tværtimod, det er noget man skal have i sig. Opskriften til succes er at lære hurtigt. Den der lærer hurtigst overlever.

Når jeg kommer hjem, skal jeg i gymnasiet. Det bliver en ny udfordring. Mine ambitioner er høje. Jeg håber på at lære mere, end jeg har gjort de sidste 10 år af min skolegang. Jeg vil gerne på universitet og blive klog. For det bliver man jo på universitet? En udfordring der bliver langt større er at begynde i en ny skole og finde nye venner – eller bliver det? For jeg har jo lige gjort det. Jeg kunne godt tænke mig et arbejde og blive mere selvstædig. Jeg kan ikke blive ved med af få og få.

Det er som vandet fra en hane, der konstant drypper ned i et glas. Mit glas er ved at være fyldt, og det er blevet tid til at putte ord på mine oplevelser, tanker og følelser. Det føles fantastisk at skrive det ud. Det er som en illusion, bare lade tankerne flyve og transformere dem fra problemer til bogstaver. En af grundene til at jeg skriver er, fordi jeg nyder det, fordi det letter mit hjerte og det er højest nødvendigt for min eksistens. Siden sidst har jeg været en travl mand. Jeg har besøgt Chicago, Washington DC og byen der aldrig sover New York.

Mange af os udvekslingsstudenter kommer fra små byer eller industribyer, hvor shopping mulighederne er Wal Mart eller McDonald, så mange af dem gik selvfølgelig amok i NYC og brugte deres opsparing gennem de 8 måneder på lidt over en time. Da vi kom tilbage i bussen rejste der selvfølgelig en AFS leder sig op og stillede spørgsmålet: - ”Jeg gad godt vide, hvor mange sultne børn i Afrika kunne blive mætte i aften”. Jeg blev lidt knotten, for jeg følte, at vi nu blev beskyldt for at bruge penge. Men så kom jeg til at tænke på, at hvis ingen bruger penge går alt i stå,

Måske rykker 100 $ ikke og måske rykker 100.000$ heller ikke, men et helt samfund der konstant bruger penge, rykker. Mine og dine penge gør forskellen mellem velfærdsstat og uland. Jeg prøver ikke at sige, at du som forbruger bare skal bruge løs, men nogle skal hjælpe til, for ellers vil de værdier og den stolthed vi har i dag ikke eksisterer i fremtiden

Jeg glæder mig til at se Danmark i øjnene igen. Måske er det ikke sket meget, men der er trods alt ikke noget ungdomshus, Nasser Khader har dannet et nyt parti og hele Danmarks cykelrytter Bjarne Riis, har indrømmet at han har været dopet, men ellers tror jeg ikke, at det har ændret sig meget.

Vi ses!

- Martin