The Very Last

Kære Danmark
Jeg har bladret en side i min bog. Jeg er startet på et nyt kapitel. Det er nu omkring 3 måneder siden, at jeg kom hjem fra drømmeland. Jeg har forladt min far, min mor, min bror, mine søskende og mine venner for at kommer hjem. Jeg følte, at disse personer var noget for mig og nu svigter jeg dem, fordi jeg ikke er der for dem. Det skær i hjertet, når jeg tænker på de dage i drømmeland. Jeg skal tilbage og holde jul med dem, men jeg ved, at det aldrig bliver det samme, for de tider vil ALDRIG gentage sig selv. Jeg gik på en skole hvor vold, skyderier, gangsteropgør og jungleregler herskede. Hvordan kan jeg dog kalde det drømmeland? For i manges øjne ligner det jo et helvede. Jeg lærte at acceptere mine omgivelser og indfinde mig i samfundet på en måde, jeg aldrig har gjort før. Hvis du spurgte mig i dag, hvor jeg helst vil være: USA eller Danmark ville svaret være USA, men hvad kan jeg gøre ved det? Jeg tror livet handler om accept af de omgivelser man nu engang befinder sig i. Uden min accept ville jeg jo under ingen omstændigheder eksistere under disse forhold.

Det hele er lidt som en tur i Dæmonen i Tivoli. Det starter stille og roligt – så går det lidt ned og lidt op, og så ramler man ind i nogle loops, hvor det hele bliver vendt på hovedet. Det hele er ovre før det rigtigt er begyndt. Dette er et meget godt billede af mit ophold i staterne.

Jeg føler, at jeg er ved at være på vej tilbage til de ”gamle” normer. Det er selvfølgeligt svært, men jeg bliver nødt til at acceptere de ændringer og de udfordringer, der kommer i hverdagen, for hvad er alternativet? Jeg tror ikke, der er et alternativ, men der er kun en vej frem, for at man kommer igennem som et helt menneske, og det er at acceptere det sted, hvor man lever. I USA var det da heller ikke nemt. Jeg gik på en sort skole, våben, usikkerhed og bander var en del af min hverdag, men der var jo heller ikke andet at gøre end at acceptere det. Jeg lærte at leve med det og lige pludselig blev det fedt, for nu var jeg i familie med mine omgivelser og det blev jeg glad for, fordi at jeg accepterede dem.

Den danske moral var den første store ændring, som lige skulle vende mig til igen. Noget af det første, som min far sagde til mig var, at de holdt fest oppe hos overboen og det var derfor svært at sove. Da vi kom hjem fandt vi en ølkapsel i opgangen og farmand brokkede sig lidt over, hvorfor de ikke kunne rydde op efter sig. Jeg gik ud på altanen og fandt et cigaretskod, som jeg så viste til farmand og han brokkede sig yderligere og kvitterede med ”De skulle fandme selv få lov til at komme ned og samle det op”. Det er ikke for at hænge min far ud, men det er bare et eksempel på, hvor lidt der skal til for at blive irriteret. I USA ville vi jo bare sige hvad fa’en det går jo nok. Vores nabo i USA spillede Heavy Metal med hans band hver søndag og torsdag. Alle i familien var enige om at det lød skrækkeligt, men som de sagde: ”Så kan vi jo også lave noget larm engang i mellem”. Det er en kæmpe forskel på måden, som man tænker på. Jeg siger ikke den ene er bedre en den anden, men forskellen er som dag og nat.

Hver dag gennem hele mit liv er der blevet sat 86 400 sekunder ind på min konto. Hvordan jeg bruger dem er op til mig selv. Nogle af dem har været behagelige og andre har været frygtelige. De 86 400 sekunder har givet mig gode og dårlige minder, men de har udgjort min dag. Dag efter dag, hver dag. Hver dag i USA har jeg prøvet at udnytte hvert sekund, for tid er kostbar. Rent faktisk vil jeg vove at sige, at tid måske er den mest kostbare faktor på jorden. For hvordan du bruger din tid, betyder om du er lykkelig eller ej. For mig har tiden i USA været meget værdifuld. For jeg vidste at hver dag havde jeg kun en chance for at opleve det, som jeg nu oplevede. Sådan er det jo også i Danmark, men her tænker man ikke over det på samme måde, for her er man jo hjemme. Hver dag for mig var et nyt eventyr, og hvis jeg bare spildte et sekund var det måske handlingen jeg glippede, og så var dagen jo ikke noget værd - og så alligevel var den.

For første gang, siden jeg stoppede i skolen, har jeg ikke følt det konstante lektiepres fra skolen. Det er som om, at jeg nu er for langt væk for skolen til, at de kan nå mig, hvis der lige skulle laves noget ekstra. Når man er vant til at lave fra 3-5 timers lektier om dagen og det så stopper brat, bliver man meget rastløs. Det er som om, at der ikke er noget at tage sig til. Derfor savner jeg på en måde at komme tilbage til skolen, for jeg kan super godt lide at gå i skole. De stiller ikke de store krav. Jo, at jeg er der klokken 8, laver mine lektier og følger med i timerne. Kan man så forlange mere? Jeg har det godt under de forhold.

Det har været meget mærkeligt at komme hjem igen. Jeg efterlod bag mig min familie, mit hus, venner, mit sprog og alt det, som jeg kendte så godt. Jeg ved, at der er nok mange af dem, jeg aldrig i mit liv kommer til at se igen. Jeg synes, at det er en høj pris at betale, men livet går jo videre og alting er kun hårdt i en periode. Selvom vi befinder os i år 2007 er det stadig svært at holde kontakt. Jeg skal tilbage til for at holde jul med min familie. Det er fedt at kunne se lys for enden af tunnellen.

Nu er de første måneder i Danmark gået og der er gået godt. Det er dog for alvor først nu at jeg har haft tid til at tænke over, hvad jeg har efterladt og hvad jeg har mistet. Jeg tror ikke at jeg har mistet noget for i virkeligheden ser jeg ikke dette som enden af mit amerikanske liv, men jeg sætter det kun på ”standby”. Jeg kan jo altid komme tilbage og jeg er sikker på at min familie stadig vil være der for mig til hver en tid. Jeg ved godt at det aldrig bliver det samme som den gang at jeg boede der, men det er jo noget man bare skal acceptere og tage til efterretning.

Det er mange ting, som jeg tror, man bare må acceptere. Jeg tror samtidig også at alt for mange mennesker spiller tid på manglende accept af basale ting i hverdagen. Jeg tror, at i for mange mennesker betyder det at havde magt for meget. Ikke magt i stor forstand, men magt i den forstand, at små basale ting skal laves om og ikke bare kan accepters uden et præg af en eller anden form. Mit liv er blevet nemmere efter at jeg bare har lært at acceptere ting i min hverdag, som førhen ville nage mig. For hvorfor skulle jeg spilde min tid, når jeg kan leve et bedre og mere balanceret liv, hvor jeg ikke går i detaljer med ”dumme” ting som generer mig. Når jeg går på diskotek i København hører man om knivstikkeri, vold og andre forseelser af loven. Det generer ikke mig på samme måde som tidligere og det skræmmer mig heller ikke, fordi at jeg har lært at acceptere at sådan er det, og jeg har kun at spille med på de spilleregler som nu engang er lagt. Jeg siger ikke at det er ok at bryde loven, men der er jo ikke mit job, det er politiets job at holde styr på dem som nu engang gør det.

Jeg vil sige mange tak til alle jer, der har læst min blog. Det er betydet meget for mig, at jeg har kunnet ytre mig. Hver gang jeg har skrevet, har det givet ny energi, fordi jeg ligesom starter på ny oppe i hovedet. Til alle jer der gerne vil ud af rejse i et år, kan jeg kun anbefale jer det, men i skal være indforstået med at det er benhårdt.
- Martin