Kære Danmark
Jeg har lige noget på hjerte, som jeg vil dele med jer. For omkring 2 uger siden fik jeg at vide, at jeg bestod nogle tests kaldt OGT (Ohio Graduation Test). Det er nogle man skal bestå for at bestå high school. Testene tages over en uge, hvor man 3 timer hver dag arbejder på dem. Det er benhårdt. Jeg var så heldig at bestå dem.
For første gang i mit liv følte jeg mig en del af noget specielt, fordi det var første gang der var noget, jeg kom ærligt til. Selvfølgeligt er jeg kommet ærligt til alting, så det er ikke ment på den måde. Det er ment på den måde, at jeg har arbejdet. Jeg har læst tusinder af sider. Jeg har lavet flere timers lektier, end jeg nogen sinde har gjort i de 10 år i den danske folkeskole. Så jeg følte, at det var noget jeg havde fortjent. Jeg havde ikke bare siddet på bagerste række, feset husleje af og spildt min fars penge. Jeg havde arbejdet.
I dag kom forløsningen så: ”Graduation”. Skolens rektor læste min navn op i højtalerne og hele salen, på omkring 2000 mennesker, klappede. Jeg fik omkring 5 sekunder som super star, men det var det hele værd, for jeg ved, at det er min indsats, der har bragt mig så langt. Nu sidder jeg og kigger på det bevis, som jeg kan komme ind på langt de fleste universiteter i verden med. I en alder af 17 år kan jeg nu stoppe i skole og begynde på en videregående uddannelse. Det vælger jeg nu i midlertidigt ikke at gøre.
Den følelse det er, at havde opnået det højeste jeg kan opnå i en alder af 17, er suveræn og det overskygger alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg føler stolthed og føler mig respekteret. Jeg føler for første gang, at jeg er en del af en gruppe, jeg aldrig har været før. Den gruppe er eliten. Eliten der gider at arbejde bagdelen ud af bukserne for at modtage ”an award of excellence”. En gruppe der vil noget med deres liv.
Når jeg kommer hjem til Danmark skal på Johannesskolen, hvor jeg starter i 1G. Jeg er bange for at det bliver kedeligt. For her er der jo kun hvide mennesker, og de forstår jo ikke ”at lave rav i gaden” på samme måde som mine ”fellows” i Cleveland gør. I Danmark er der jo ikke slåskampe mellem timerne, og de skyder jo ikke efter hinanden efter skoletid (heldigvis).
Faktisk kan jeg godt lide at leve i et usikkert område som Cleveland. Her sker noget nyt hver dag. Til tider kan jeg bliver bange, men det er jo i virkeligheden spændende, når der hele tiden sker noget. Det er som at være brandmand. En brandmand ved heller aldrig, hvad dagen vil byde på. For en brandmand kan opleve en brand i en tørretumbler den ene dag og så kan han rydde op efter et flystyrt næstedag. Det er lidt det samme her. Der er den der spænding hver aften, inden man lægger sig til at sove, om hvad der kommer til at ske næste dag. Nogle gange kan det dog også drive mig til vanvid.
Jeg tror, at så længe det er spændende, gør det ikke noget, hvor farligt det nu end er. Jeg forstår nu forskellen på at leve et liv, hvor hverdagen ændrer sig fra liv til død i stedet for at leve i en hverdag, hvor den største ændring er, om det regner eller solen står højt på himlen. Det har lært mig meget.
- Martin Gregers Birk – Cleveland Heights High School Graduate 2007
Jeg har lige noget på hjerte, som jeg vil dele med jer. For omkring 2 uger siden fik jeg at vide, at jeg bestod nogle tests kaldt OGT (Ohio Graduation Test). Det er nogle man skal bestå for at bestå high school. Testene tages over en uge, hvor man 3 timer hver dag arbejder på dem. Det er benhårdt. Jeg var så heldig at bestå dem.
For første gang i mit liv følte jeg mig en del af noget specielt, fordi det var første gang der var noget, jeg kom ærligt til. Selvfølgeligt er jeg kommet ærligt til alting, så det er ikke ment på den måde. Det er ment på den måde, at jeg har arbejdet. Jeg har læst tusinder af sider. Jeg har lavet flere timers lektier, end jeg nogen sinde har gjort i de 10 år i den danske folkeskole. Så jeg følte, at det var noget jeg havde fortjent. Jeg havde ikke bare siddet på bagerste række, feset husleje af og spildt min fars penge. Jeg havde arbejdet.
I dag kom forløsningen så: ”Graduation”. Skolens rektor læste min navn op i højtalerne og hele salen, på omkring 2000 mennesker, klappede. Jeg fik omkring 5 sekunder som super star, men det var det hele værd, for jeg ved, at det er min indsats, der har bragt mig så langt. Nu sidder jeg og kigger på det bevis, som jeg kan komme ind på langt de fleste universiteter i verden med. I en alder af 17 år kan jeg nu stoppe i skole og begynde på en videregående uddannelse. Det vælger jeg nu i midlertidigt ikke at gøre.
Den følelse det er, at havde opnået det højeste jeg kan opnå i en alder af 17, er suveræn og det overskygger alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg føler stolthed og føler mig respekteret. Jeg føler for første gang, at jeg er en del af en gruppe, jeg aldrig har været før. Den gruppe er eliten. Eliten der gider at arbejde bagdelen ud af bukserne for at modtage ”an award of excellence”. En gruppe der vil noget med deres liv.
Når jeg kommer hjem til Danmark skal på Johannesskolen, hvor jeg starter i 1G. Jeg er bange for at det bliver kedeligt. For her er der jo kun hvide mennesker, og de forstår jo ikke ”at lave rav i gaden” på samme måde som mine ”fellows” i Cleveland gør. I Danmark er der jo ikke slåskampe mellem timerne, og de skyder jo ikke efter hinanden efter skoletid (heldigvis).Faktisk kan jeg godt lide at leve i et usikkert område som Cleveland. Her sker noget nyt hver dag. Til tider kan jeg bliver bange, men det er jo i virkeligheden spændende, når der hele tiden sker noget. Det er som at være brandmand. En brandmand ved heller aldrig, hvad dagen vil byde på. For en brandmand kan opleve en brand i en tørretumbler den ene dag og så kan han rydde op efter et flystyrt næstedag. Det er lidt det samme her. Der er den der spænding hver aften, inden man lægger sig til at sove, om hvad der kommer til at ske næste dag. Nogle gange kan det dog også drive mig til vanvid.
Jeg tror, at så længe det er spændende, gør det ikke noget, hvor farligt det nu end er. Jeg forstår nu forskellen på at leve et liv, hvor hverdagen ændrer sig fra liv til død i stedet for at leve i en hverdag, hvor den største ændring er, om det regner eller solen står højt på himlen. Det har lært mig meget.
- Martin Gregers Birk – Cleveland Heights High School Graduate 2007
1 comment:
Hej Martin,
Et rigtigt stort tillykke. Det er rigtig godt og flot gået.
Ingen tvivl om at du det forgangen år har knoklet, sparket røv og fået livet ind under huden. Fået oplevelser fra den rigtige rå del af "over there". En del som ikke ret mange oplever, men som oplevelser som har klædt dig på til at møde og se verden fra en helt anden vinkel. En vinkel som er lige nøjagtig så skarp og spids at du med oprejst pande kan modstå de strabadser og forhindringer der uden alt tvivl vil komme på dine videre færd, men som ikke skal og vil stoppe dig.
Vi glæder os til at se dig i fuld højde når du snart kommer hjem.
Nyd de sidste uger og glæd dig til at gensyn med lille DK, hvor det nu er blevet tilladt at udøve maveboksning når der spilles landsholdsfodbold. Gad vide om det er noget de har fået idé til fra Cleveland?
Vi ses snart.
knus Palle
Post a Comment