Update igen igen

Kære Danmark

Jeg fik langt om længe tid til at skrive det ned, som jeg har gået og tænkt over de sidste dage. Faktisk er det her min første aften i lang tid, hvor jeg har tid til andet end at lave lektier. Chicago, New York City og Washington D.C. står for døren og lektier, prøver og quizzer skal være lavet før skolen udsteder nogen form for tilladelse til at rejse.

Livet indebærer tusinder af valg. En valgte i denne uge at blive massemorder på Virginia Tech universitetet og en anden har valgt at blive Formand for den europæiske union. I mellem de to ting ligger verdener til forskel. Fra samfundstaber til samfundsvinder.

Med hjernen tages mange valg. En flyleder, der guider flyene sikkert ned på landingsbanen, træffer også konstante og uafhængig valg der kun ind flydes af hjernen. Nogle gange kan flyvelederne ikke arbejde sammen eller der går koks i det. Så er det, at hjertet tager over og leder dig efter hvad du virkelig føler er rigtigst. Hjertet leder dig efter dit instinkt, hvad der inderst inde i sidder i rygraden på dig. Og nogle gange sker det, at selvom du måske godt ved at det er forkert, så følger du hjertet alligevel.

Før jeg kom til Amerika brugte jeg kun min hjerne til at træffe valg. Jeg ville gerne tilfredsstille andre mennesker før mig selv. Det vil jeg stadig, men de personlige behov er for mig blevet langt vigtigere, hvis jeg som person skal leve balanceret mellem skolen, venner, familie og omgivelserne. Jeg må træffe valg. I Danmark var jeg på hjemmebane. Det var mit ”hus”. Jeg kendte hver en krog og jeg have masser af plads til at give, hvad andre havde brug for. Intet pres lå på mine skuldre. Nu giver andre mennesker til mig. Alt og alle ”presser” herovre. Selvom skolen kan være kedelig og forholdsvis nem er det stadig rigtig, rigtig meget arbejde at tage sig til. Jeg tager en masse valg med hjertet herovre, fordi jeg føler at det er rigtigt.
Jeg kommer nu også nogle gange i problemer. Men jeg stræber efter, at det jeg gør skal føles rigtigt inderst inde. Jeg tænker meget over, hvor stor indflydelse omgivelserne har på mig. Til en vis grad er det jo skolen, vennerne, familien og øvrige omgivelser der dikterer, hvordan jeg føler og tænker. Dertil skal siges at jeg ikke beskylder skolen, venner, familie og omgivelserne for mine handlinger for det er jo inderst inde mig, der bestemmer – det er mit valg. Jeg siger, hvad jeg føler og hvad mit hjerte og min sjæl brænder for. Jeg tager et valg hver gang. Jeg har måtte indse at ordet: ”måske” ikke skal eksistere i mit ordforråd. Folk vil have ”response” nu og her.

Da jeg kiggede ned under trøjen i Danmark havde jeg stadig ikke fået hår på brystet, dunene tittede så småt frem. De titter stadig kun frem. De har dog formeret sig, Men oppe (inde) i hovedet er der groet en manke frem , der er større end den der ses på savannens største hanløve. Jeg tror det skyldes presset fra skolen, nederlag og tæsk, som jeg har måtte føle fra mange sider. Jeg føler mig almægtigt lige nu. Da jeg kom, fik jeg en mindre ”depression” hver gang jeg havde mange lektier for. Nu er min holdning anderledes. For mig er jeg ligeglad om de giver mig 1 time eller 5 timers lektier for. For jeg er sikker på, at jeg nok skal få dem lavet. For jeg har lært at arbejde bagdelen ud af bukserne.

Disponere min tid og studere hårdt. Jeg har savnet og gør det da stadig. Jeg har været bange, så bange at jeg skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage i øjenkrogene. Det er jo alt sammen noget, som man ikke vil opleve, men det er jo også det, man lærer af. Jeg kom som et ”curling-barn”, der aldrig rigtigt havde prøvet noget, der altid fik, hvad jeg pegede på nede i Fætter BR, som altid fik min madpakke smurt og hvor mor kom flyvende med saftevandskanden, når jeg kaldte.

Jeg kommer hjem som et menneske der har oplevet en masse og er blevet stærkere oppe i hovedet. Fordi jeg har oplevet lidt af hvert. Men det er ikke alle de fysiske oplevelser der har gjort mig stærkere. Jeg tror, at de fysiske oplevelser hjælper med til at jeg får en metal oplevelse i mig selv.

Min værtsmor JoAnn spørger mig ofte om hvilke nogle problemer vi har i Danmark. Dertil svarer jeg: Børnehaverne har ikke åbne lang tid nok om dagen, busserne strejker og så har vi ungerne fra Nørrebro. Så griner hun af mig og siger:” Hvis du kalder det for problemer, skulle du skamme dig”. Jeg er stolt af Danmark. Jeg sætter pris på den sikkerhed vi har og glad for, at vi ikke har den fattigdom, de våben og den kaos, som nogle gange kan opleves her.

Her den anden dag læste jeg en overskrift i vores Cleveland avis: ”The Plain Dealer” den lød:” A white man in EC, is a dead man”(EC er meget fattigt og måske det farligste område i hele Cleveland). Det var et citat for en ”gangster” som opfordrede hvide mennesker til at holde sig væk. Det fik mig til at tænke og igen prissætte den frihed i Danmark. Mange siger måske at man ikke skal komme i Møljnerparken på Nørrebro. Der til kan jeg sige: I Møljnerparken bliver man bliver man ikke skudt.

Det går ellers super godt. Jeg begynder nu at kigge hjemad og indstille mig på at skulle hjem, for tidspunktet, hvor Danmark kalder, nærmer sig. Jeg har heller ikke noget imod snart at komme hjem.

Jeg oplever stadig. Jeg har fx lige været til NBA Basketball det var meget sjovt vi så Cleveland Cavaliers vs. New Jersey Nets. Jeg er også lige kommet hjem efter nogle dage i Pittsburgh. Det er en fed by, som jeg misunder.

- Martin