Update fra Cleveland

Kære Danmark

” If one does not understand a person, one tends to regard him as a fool” eller på dansk: “Hvis man ikke forstår et menneske, er man tilbøjelig til at betragte det som et fjols”. AFS er skabt for at skabe interkulturel forståelse mellem kulturer og lande. Før jeg tog af sted til USA fik jeg altid en grim følelse maven, når jeg hørte om indvandrere, der lavede ballade.

Det var på ingen måder et had eller et racistisk udslag, men mere en irritation over deres opførsel. I dag, når jeg sidder og læser på et af de danske nyheds medier, føler jeg ikke det samme. Jeg tror, det er fordi jeg har fået mere forståelse for andre kulturer. Jeg skulle tilpasse mig selv til den nye verden. Nu er jeg så heldig, at det er USA, som i forvejen er et multikulturelt land, og som har prøvet det 300 mil. gange før, fordi der ikke findes en amerikaner, der ikke har rødder udefra.

Her findes der ingen støbeformer for, hvordan man skal få dem i arbejde. For jeg tror bare at fremmede skal have ro til at falde til. Jeg havde det selv sådan i starten. Jeg har det stadig væk sådan nogle gange. Vi ser alle Danmark som den lille perle mod nord. Jeg syntes Danmark er et godt land at leve i med stolte traditioner, men accept af fremmede har vi aldrig været god til. De fleste amerikanere kender Danmark for Muhammed tegningerne. Jeg tror ikke de var lavet bevidst til for at genere muslimer i Danmark, men jeg tror mere, at det var et tegn på uvidenhed overfor det fremmede.

Super Bowl XLI ruller over skærmen i disse minutter og stort set alle 300 mil. amerikanere sidder klistrede til skærmene over hele landet. Jeg finder dog ikke mine interesser i amerikansk fodbold, så jeg sidder i stedet på mit værelse og skriver dette brev til jer der hjemme. Temperaturen nærmer sig så småt de -25 C°. Skolen er lukket i morgen på grund af de massive kulde grader og alting er så småt ved at gå i stå. Bilerne hakker, når de kører på grund af grødisen i tankene. El ledninger falder ned over det hele på grund af isen som har dannet sig på dem. Selvom samfundet så småt går i stå, tager de det nu meget roligt. Det er som om de har prøvet det før, eller rettere sagt, jeg ved, at de har prøvet før. Min nye jakke holder nemt kuldegraderne ude. Så det er ikke fordi, jeg lider.

Jeg fik lige lyst til at skrive, nu hvor jeg har den ro, det nu kræver at skrive noget forståeligt på sit modersmål. Jeg er nu kommet så langt i mit ophold at dagene begynder at gentage sig selv, hvor det nye og uventede ikke sker så hyppigt, som jeg måske gerne ville have det til, men det tærer nu ikke på mig. Det giver mig mere frihed for nu ved jeg, hvordan tingene hænger sammen og jeg skal ikke længere bruge energi på at løse dagligdagens praktiske problemer.

Jeg har fundet ud af, at jeg har det godt med en pen og en notesblok i hånden, bare sidde på min plads og tage noter af, hvad læreren siger. Lave sine lektier og sørge for at passe sin skole. Jeg har det godt i skolen. Bedre end nogensinde. Når jeg sidder og tænker på, hvor mange kroner jeg har spildt på ikke at følge med i skolen. Jeg får dårlig samvittighed, når jeg tænker på det. Mine ishockey kammerater spørger tit, om jeg får kredit for det her år. Jeg svarer nej og de spørger, hvorfor jeg så laver mine lektier. I starten spiste jeg dem bare af med en dårlig undskyldning. Men her på det sidste har jeg sagt sandheden: Fordi jeg syntes det er sejt, fordi jeg ikke vil gå glip af gratis goder, som jeg måske får brug for senere i livet, men også fordi det er sjovt at bevise overfor sig selv, at man kan. Den der: ”jeg kan” indstilling er en del af støbeformerne til guldet. Jeg husker en gang min daværende og forhåbentlig kommende ishockey træner Per Holten sagde til mig: ”Martin, hvis en træner har 2 lige gode spillere. Den eneste forskel er kun, at den ene tager 10 armbøjninger før træning, den anden nul. Hvem vælger du?” Dette gælder ikke kun på ishockey banen, men også i livet. Jeg tror på det lille ekstra. Jeg vil være det lille ekstra bedre end alle andre.

Min farfar sagde engang til mig. ”Martin, den sten du ikke kan løfte, skal du lade ligge”. Der har i mellemtiden været mange ”uløftelige sten”, men jeg har fundet ud af, at det holder mig ude af 95% af de fleste problemer ,så længe jeg lader den sten ligge og ikke tager kampen op.

Jeg er et curling barn, der har oplevet verden. Kostene fejer ikke så meget mere, som jeg gerne ville have dem til og nu må jeg selv arbejde min vej til ”huset” uden den ellers før nødvendige hjælp. Før jeg kom her, gik alt efter min snude. Det gør det stadig, men det er ikke fordi, jeg for det foræret på samme måde som før. Jeg arbejder for det, med manerer, høflighed og den rigtige indstilling til det meste. En succes vej, som jeg nok får brug for igen på et eller andet tidspunktet i livet.

I en familie på 8 personer sker der ikke så lidt. Når vi alle laver noget sammen går meget af tiden med at vente på hinanden. I starten gik det mig en smule på. I dag tager jeg det mere med ro, fordi jeg ikke kan ændre det alligevel. Jeg har ingen magt over, om alle nu bliver færdige til tiden eller ikke. Mange inviterer os altid 30 min. eller 1 time før, fordi der altid er en der ikke kan blive færdig. Det er ikke den samme person, men det går meget godt på skift.

Sproget ebeonix er blevet en del af min hverdag. Til jer der ikke ved hvad det ebeonix er, kan jeg fortælle at der er en form for engelsk, talt af sorte mennesker. Man kan beskrive dem som en dialekt, Men i virkeligheden er at det er et komplet sprog. Vi taler det i skolen, eller de sorte taler det. Det er først omkring nu, hvor jeg er begyndt at forstå 100 % af hvad de sorte siger. Ebeonix bygger på at man taler som det passer en. Grammatik er ikke så vigtigt, så længe det lyder godt. Dette påvirker dog mit engelsk lidt rent grammatisk, men jeg skal nok få 100 % styr på det. Jeg har allerede styr på de 95 % - efter min egen mening.

- Martin