Kære alle
Hvad er et nederlag? For mange mennesker er det blot en ting, som kun fremkommer, når man mister en bekendt, ven eller et familie medlem. For de fleste er et nederlag ikke en del af hverdagen. I min hverdag, hvor verden er en anden end den danske, er nederlagene daglige. Nederlag så som en dårlig test eller det ikke at have nået, hvad man havde planlagt. Det er ikke fordi nederlagene er store, men det konstante pres fra skole, venner og familie gør nederlagene større. En klog mand fortale mig engang ”Der er ikke det nederlag, der ikke er en sejr”. Jeg har fået nogle mentale tæv her ovre, nogle gange har savnet af ens kære været overvældede, men jeg tror at nederlagene gør mig mere bevidst om mig selv. Det at kunne vende et nederlag til en positiv oplevelse er alt herovre. I gennem mine snart 17 år har jeg prøvet meget. Jeg har mistet min mormor, mine forældre er blevet skilt, jeg har flyttet lidt rundt, men alt sammen er jo kun hårdt i en periode, indtil man accepterer det og starter på at se de positive sider ved livet igen. Forstil dig en verden hvor dette pres hviler på dine skuldre i 11 måneder. Forstil dig min verden.
En anden klog mand fortalte mig: ”Uden arbejde kan man ikke nyde”. Nu har jeg arbejdet i lang tid. Der er nu kun 3½ måned til at SAS maskinen sætter hjulene på jorden i København. Det er nu jeg skal nyde, hvad jeg har oparbejdet i de seneste 7 måneder. Hvis jeg læner mig tilbage og tænker lidt, er jeg tilfreds med min indsats. Hvis jeg spørger mig selv, om der var noget jeg ville havde gjort anderledes er svaret nej.
Jeg har gjort tingene, som jeg syntes at det er den korrekte måde. Det er ikke om at fortryde sine gerninger, men om at prissætte dem. Det er svært at binde sig til venner, når man ved at dagene er talte. Der er en dreng (Diego), som jeg ville tage med hjem, hvis jeg kunne. Jeg ved selvfølgelig også at Cleveland kun er 8 timer væk og nogle kroner, men det er bestemt pengene værd at komme tilbage. Jeg tror (eller ved), at det sker.
Jeg er glad herovre. Det går godt. Skolen er blevet lidt sjovere. Jeg har fået US Government eller US Regering på dansk. Min lærer er en af de der typer, der ved alt om amerikansk politik. Hun er altid åben for ny viden og elsker og høre om det danske system, som hun næsten ved mere om end jeg gør. Hun siger, at vi har et demokrati, som vi kan være stolte af. Hun er den eneste lærer der taler til mig som om vi er på lige fod. Alle tiltaler hende Ms. B² (Bauer-Blazer), men jeg som den eneste tiltaler hende ved fornavn. Jeg sidder timer efter skole og bare snakker om politik med hende. Hendes klasse er benhård, men udfordringen fryder mig. Jeg lærer enormt meget i hendes klasse. Jeg læser en del i ”The Constitution ”, hvilket jeg finder meget spændende. Nu hvor hockeyen er ovre, har jeg oceaner af tid til bare at lave, hvad jeg vil.
Det engelske er nu en leg for mig. Hver dag er en oplevelse i sproget, hvor jeg samler ord til jeg kommer hjem og skal skrive min første engelsk opgave. Jeg tror der vil mangle et element i hverdagen når jeg kommer hjem, men jeg skal nok finde på noget nyt.
Som så mange andre, så var det eneste jeg kendte til sorte før jeg kom, de fordomme den hvide mand har opstillet omkring dem. I starten lagde man hele tiden mærke til deres hud farve, og jeg syntes at det var mærkeligt at se dem sidde og studere hårdt. Det havde jeg aldrig set før. Dr. Martin Luther King JR sagde: ”I have a dream, that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character”. eller på dansk: ”Jeg har en drøm, at mine fire børn en dag vil leve i et land, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve men på deres karakter”. Måske har I hørt dette udtryk før. Det har gået verden rundt. Jeg tror ikke stereotyper og segregation er vejen frem. Jeg ser ikke den sorte eller brune farve i ansigtet på en sort længere. Jeg tror det er fordi, at jeg har set, at de er mennesker med et hjerte og en hjerne som os. De er ikke forskellige. Jeg snakker med mange sorte på skolen og vi kommer godt ud af det.
Noget af det der gør mig allermest ondt er, når jeg hører noget dårligt om mit land. Danmark har jeg altid været slot af og jeg vil altid være det. Den anden dag da jeg så CNN. Kom der pludselig en ”Breaking News” fra Danmark. Det var selvfølgelig rødderne fra ungdomshuset. Jeg gik straks til Internettet og læste på alle de danske medier. Det lød vildt. Jeg blev bekymrede for min ven Christian som bor inde i Rantzgade på Nørrebro. Jeg snakkede med ham i søndags og intet var sket med hans lejlighed i stuen.
Jeg trives her ovre. Jeg har det godt. Jeg er dog vokset lidt og måler nu 190 cm. Håret er blevet klippet og jeg siger ”yes” til nuet og til dagen i morgen. Hver dag er en gave, større end alle verdens rigdomme til sammen. Det er benhårdt, men det er sjovt og lærerigt.
- Martin
Hvad er et nederlag? For mange mennesker er det blot en ting, som kun fremkommer, når man mister en bekendt, ven eller et familie medlem. For de fleste er et nederlag ikke en del af hverdagen. I min hverdag, hvor verden er en anden end den danske, er nederlagene daglige. Nederlag så som en dårlig test eller det ikke at have nået, hvad man havde planlagt. Det er ikke fordi nederlagene er store, men det konstante pres fra skole, venner og familie gør nederlagene større. En klog mand fortale mig engang ”Der er ikke det nederlag, der ikke er en sejr”. Jeg har fået nogle mentale tæv her ovre, nogle gange har savnet af ens kære været overvældede, men jeg tror at nederlagene gør mig mere bevidst om mig selv. Det at kunne vende et nederlag til en positiv oplevelse er alt herovre. I gennem mine snart 17 år har jeg prøvet meget. Jeg har mistet min mormor, mine forældre er blevet skilt, jeg har flyttet lidt rundt, men alt sammen er jo kun hårdt i en periode, indtil man accepterer det og starter på at se de positive sider ved livet igen. Forstil dig en verden hvor dette pres hviler på dine skuldre i 11 måneder. Forstil dig min verden.
En anden klog mand fortalte mig: ”Uden arbejde kan man ikke nyde”. Nu har jeg arbejdet i lang tid. Der er nu kun 3½ måned til at SAS maskinen sætter hjulene på jorden i København. Det er nu jeg skal nyde, hvad jeg har oparbejdet i de seneste 7 måneder. Hvis jeg læner mig tilbage og tænker lidt, er jeg tilfreds med min indsats. Hvis jeg spørger mig selv, om der var noget jeg ville havde gjort anderledes er svaret nej.
Jeg har gjort tingene, som jeg syntes at det er den korrekte måde. Det er ikke om at fortryde sine gerninger, men om at prissætte dem. Det er svært at binde sig til venner, når man ved at dagene er talte. Der er en dreng (Diego), som jeg ville tage med hjem, hvis jeg kunne. Jeg ved selvfølgelig også at Cleveland kun er 8 timer væk og nogle kroner, men det er bestemt pengene værd at komme tilbage. Jeg tror (eller ved), at det sker.
Jeg er glad herovre. Det går godt. Skolen er blevet lidt sjovere. Jeg har fået US Government eller US Regering på dansk. Min lærer er en af de der typer, der ved alt om amerikansk politik. Hun er altid åben for ny viden og elsker og høre om det danske system, som hun næsten ved mere om end jeg gør. Hun siger, at vi har et demokrati, som vi kan være stolte af. Hun er den eneste lærer der taler til mig som om vi er på lige fod. Alle tiltaler hende Ms. B² (Bauer-Blazer), men jeg som den eneste tiltaler hende ved fornavn. Jeg sidder timer efter skole og bare snakker om politik med hende. Hendes klasse er benhård, men udfordringen fryder mig. Jeg lærer enormt meget i hendes klasse. Jeg læser en del i ”The Constitution ”, hvilket jeg finder meget spændende. Nu hvor hockeyen er ovre, har jeg oceaner af tid til bare at lave, hvad jeg vil.
Det engelske er nu en leg for mig. Hver dag er en oplevelse i sproget, hvor jeg samler ord til jeg kommer hjem og skal skrive min første engelsk opgave. Jeg tror der vil mangle et element i hverdagen når jeg kommer hjem, men jeg skal nok finde på noget nyt.
Som så mange andre, så var det eneste jeg kendte til sorte før jeg kom, de fordomme den hvide mand har opstillet omkring dem. I starten lagde man hele tiden mærke til deres hud farve, og jeg syntes at det var mærkeligt at se dem sidde og studere hårdt. Det havde jeg aldrig set før. Dr. Martin Luther King JR sagde: ”I have a dream, that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character”. eller på dansk: ”Jeg har en drøm, at mine fire børn en dag vil leve i et land, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve men på deres karakter”. Måske har I hørt dette udtryk før. Det har gået verden rundt. Jeg tror ikke stereotyper og segregation er vejen frem. Jeg ser ikke den sorte eller brune farve i ansigtet på en sort længere. Jeg tror det er fordi, at jeg har set, at de er mennesker med et hjerte og en hjerne som os. De er ikke forskellige. Jeg snakker med mange sorte på skolen og vi kommer godt ud af det.
Noget af det der gør mig allermest ondt er, når jeg hører noget dårligt om mit land. Danmark har jeg altid været slot af og jeg vil altid være det. Den anden dag da jeg så CNN. Kom der pludselig en ”Breaking News” fra Danmark. Det var selvfølgelig rødderne fra ungdomshuset. Jeg gik straks til Internettet og læste på alle de danske medier. Det lød vildt. Jeg blev bekymrede for min ven Christian som bor inde i Rantzgade på Nørrebro. Jeg snakkede med ham i søndags og intet var sket med hans lejlighed i stuen.
Jeg trives her ovre. Jeg har det godt. Jeg er dog vokset lidt og måler nu 190 cm. Håret er blevet klippet og jeg siger ”yes” til nuet og til dagen i morgen. Hver dag er en gave, større end alle verdens rigdomme til sammen. Det er benhårdt, men det er sjovt og lærerigt.
- Martin
No comments:
Post a Comment