Mit USA

The Very Last

2007-10-11T15:33:00.000-05:00

Kære Danmark
Jeg har bladret en side i min bog. Jeg er startet på et nyt kapitel. Det er nu omkring 3 måneder siden, at jeg kom hjem fra drømmeland. Jeg har forladt min far, min mor, min bror, mine søskende og mine venner for at kommer hjem. Jeg følte, at disse personer var noget for mig og nu svigter jeg dem, fordi jeg ikke er der for dem. Det skær i hjertet, når jeg tænker på de dage i drømmeland. Jeg skal tilbage og holde jul med dem, men jeg ved, at det aldrig bliver det samme, for de tider vil ALDRIG gentage sig selv. Jeg gik på en skole hvor vold, skyderier, gangsteropgør og jungleregler herskede. Hvordan kan jeg dog kalde det drømmeland? For i manges øjne ligner det jo et helvede. Jeg lærte at acceptere mine omgivelser og indfinde mig i samfundet på en måde, jeg aldrig har gjort før. Hvis du spurgte mig i dag, hvor jeg helst vil være: USA eller Danmark ville svaret være USA, men hvad kan jeg gøre ved det? Jeg tror livet handler om accept af de omgivelser man nu engang befinder sig i. Uden min accept ville jeg jo under ingen omstændigheder eksistere under disse forhold.

Det hele er lidt som en tur i Dæmonen i Tivoli. Det starter stille og roligt – så går det lidt ned og lidt op, og så ramler man ind i nogle loops, hvor det hele bliver vendt på hovedet. Det hele er ovre før det rigtigt er begyndt. Dette er et meget godt billede af mit ophold i staterne.

Jeg føler, at jeg er ved at være på vej tilbage til de ”gamle” normer. Det er selvfølgeligt svært, men jeg bliver nødt til at acceptere de ændringer og de udfordringer, der kommer i hverdagen, for hvad er alternativet? Jeg tror ikke, der er et alternativ, men der er kun en vej frem, for at man kommer igennem som et helt menneske, og det er at acceptere det sted, hvor man lever. I USA var det da heller ikke nemt. Jeg gik på en sort skole, våben, usikkerhed og bander var en del af min hverdag, men der var jo heller ikke andet at gøre end at acceptere det. Jeg lærte at leve med det og lige pludselig blev det fedt, for nu var jeg i familie med mine omgivelser og det blev jeg glad for, fordi at jeg accepterede dem.

Den danske moral var den første store ændring, som lige skulle vende mig til igen. Noget af det første, som min far sagde til mig var, at de holdt fest oppe hos overboen og det var derfor svært at sove. Da vi kom hjem fandt vi en ølkapsel i opgangen og farmand brokkede sig lidt over, hvorfor de ikke kunne rydde op efter sig. Jeg gik ud på altanen og fandt et cigaretskod, som jeg så viste til farmand og han brokkede sig yderligere og kvitterede med ”De skulle fandme selv få lov til at komme ned og samle det op”. Det er ikke for at hænge min far ud, men det er bare et eksempel på, hvor lidt der skal til for at blive irriteret. I USA ville vi jo bare sige hvad fa’en det går jo nok. Vores nabo i USA spillede Heavy Metal med hans band hver søndag og torsdag. Alle i familien var enige om at det lød skrækkeligt, men som de sagde: ”Så kan vi jo også lave noget larm engang i mellem”. Det er en kæmpe forskel på måden, som man tænker på. Jeg siger ikke den ene er bedre en den anden, men forskellen er som dag og nat.

Hver dag gennem hele mit liv er der blevet sat 86 400 sekunder ind på min konto. Hvordan jeg bruger dem er op til mig selv. Nogle af dem har været behagelige og andre har været frygtelige. De 86 400 sekunder har givet mig gode og dårlige minder, men de har udgjort min dag. Dag efter dag, hver dag. Hver dag i USA har jeg prøvet at udnytte hvert sekund, for tid er kostbar. Rent faktisk vil jeg vove at sige, at tid måske er den mest kostbare faktor på jorden. For hvordan du bruger din tid, betyder om du er lykkelig eller ej. For mig har tiden i USA været meget værdifuld. For jeg vidste at hver dag havde jeg kun en chance for at opleve det, som jeg nu oplevede. Sådan er det jo også i Danmark, men her tænker man ikke over det på samme måde, for her er man jo hjemme. Hver dag for mig var et nyt eventyr, og hvis jeg bare spildte et sekund var det måske handlingen jeg glippede, og så var dagen jo ikke noget værd - og så alligevel var den.

For første gang, siden jeg stoppede i skolen, har jeg ikke følt det konstante lektiepres fra skolen. Det er som om, at jeg nu er for langt væk for skolen til, at de kan nå mig, hvis der lige skulle laves noget ekstra. Når man er vant til at lave fra 3-5 timers lektier om dagen og det så stopper brat, bliver man meget rastløs. Det er som om, at der ikke er noget at tage sig til. Derfor savner jeg på en måde at komme tilbage til skolen, for jeg kan super godt lide at gå i skole. De stiller ikke de store krav. Jo, at jeg er der klokken 8, laver mine lektier og følger med i timerne. Kan man så forlange mere? Jeg har det godt under de forhold.

Det har været meget mærkeligt at komme hjem igen. Jeg efterlod bag mig min familie, mit hus, venner, mit sprog og alt det, som jeg kendte så godt. Jeg ved, at der er nok mange af dem, jeg aldrig i mit liv kommer til at se igen. Jeg synes, at det er en høj pris at betale, men livet går jo videre og alting er kun hårdt i en periode. Selvom vi befinder os i år 2007 er det stadig svært at holde kontakt. Jeg skal tilbage til for at holde jul med min familie. Det er fedt at kunne se lys for enden af tunnellen.

Nu er de første måneder i Danmark gået og der er gået godt. Det er dog for alvor først nu at jeg har haft tid til at tænke over, hvad jeg har efterladt og hvad jeg har mistet. Jeg tror ikke at jeg har mistet noget for i virkeligheden ser jeg ikke dette som enden af mit amerikanske liv, men jeg sætter det kun på ”standby”. Jeg kan jo altid komme tilbage og jeg er sikker på at min familie stadig vil være der for mig til hver en tid. Jeg ved godt at det aldrig bliver det samme som den gang at jeg boede der, men det er jo noget man bare skal acceptere og tage til efterretning.

Det er mange ting, som jeg tror, man bare må acceptere. Jeg tror samtidig også at alt for mange mennesker spiller tid på manglende accept af basale ting i hverdagen. Jeg tror, at i for mange mennesker betyder det at havde magt for meget. Ikke magt i stor forstand, men magt i den forstand, at små basale ting skal laves om og ikke bare kan accepters uden et præg af en eller anden form. Mit liv er blevet nemmere efter at jeg bare har lært at acceptere ting i min hverdag, som førhen ville nage mig. For hvorfor skulle jeg spilde min tid, når jeg kan leve et bedre og mere balanceret liv, hvor jeg ikke går i detaljer med ”dumme” ting som generer mig. Når jeg går på diskotek i København hører man om knivstikkeri, vold og andre forseelser af loven. Det generer ikke mig på samme måde som tidligere og det skræmmer mig heller ikke, fordi at jeg har lært at acceptere at sådan er det, og jeg har kun at spille med på de spilleregler som nu engang er lagt. Jeg siger ikke at det er ok at bryde loven, men der er jo ikke mit job, det er politiets job at holde styr på dem som nu engang gør det.

Jeg vil sige mange tak til alle jer, der har læst min blog. Det er betydet meget for mig, at jeg har kunnet ytre mig. Hver gang jeg har skrevet, har det givet ny energi, fordi jeg ligesom starter på ny oppe i hovedet. Til alle jer der gerne vil ud af rejse i et år, kan jeg kun anbefale jer det, men i skal være indforstået med at det er benhårdt.
- Martin

GRADUATION

2007-06-05T11:30:00.000-05:00

Kære Danmark

Jeg har lige noget på hjerte, som jeg vil dele med jer. For omkring 2 uger siden fik jeg at vide, at jeg bestod nogle tests kaldt OGT (Ohio Graduation Test). Det er nogle man skal bestå for at bestå high school. Testene tages over en uge, hvor man 3 timer hver dag arbejder på dem. Det er benhårdt. Jeg var så heldig at bestå dem.

For første gang i mit liv følte jeg mig en del af noget specielt, fordi det var første gang der var noget, jeg kom ærligt til. Selvfølgeligt er jeg kommet ærligt til alting, så det er ikke ment på den måde. Det er ment på den måde, at jeg har arbejdet. Jeg har læst tusinder af sider. Jeg har lavet flere timers lektier, end jeg nogen sinde har gjort i de 10 år i den danske folkeskole. Så jeg følte, at det var noget jeg havde fortjent. Jeg havde ikke bare siddet på bagerste række, feset husleje af og spildt min fars penge. Jeg havde arbejdet.

I dag kom forløsningen så: ”Graduation”. Skolens rektor læste min navn op i højtalerne og hele salen, på omkring 2000 mennesker, klappede. Jeg fik omkring 5 sekunder som super star, men det var det hele værd, for jeg ved, at det er min indsats, der har bragt mig så langt. Nu sidder jeg og kigger på det bevis, som jeg kan komme ind på langt de fleste universiteter i verden med. I en alder af 17 år kan jeg nu stoppe i skole og begynde på en videregående uddannelse. Det vælger jeg nu i midlertidigt ikke at gøre.

Den følelse det er, at havde opnået det højeste jeg kan opnå i en alder af 17, er suveræn og det overskygger alt, hvad jeg hidtil har oplevet. Følelsen er ubeskrivelig. Jeg føler stolthed og føler mig respekteret. Jeg føler for første gang, at jeg er en del af en gruppe, jeg aldrig har været før. Den gruppe er eliten. Eliten der gider at arbejde bagdelen ud af bukserne for at modtage ”an award of excellence”. En gruppe der vil noget med deres liv.

Når jeg kommer hjem til Danmark skal på Johannesskolen, hvor jeg starter i 1G. Jeg er bange for at det bliver kedeligt. For her er der jo kun hvide mennesker, og de forstår jo ikke ”at lave rav i gaden” på samme måde som mine ”fellows” i Cleveland gør. I Danmark er der jo ikke slåskampe mellem timerne, og de skyder jo ikke efter hinanden efter skoletid (heldigvis).

Faktisk kan jeg godt lide at leve i et usikkert område som Cleveland. Her sker noget nyt hver dag. Til tider kan jeg bliver bange, men det er jo i virkeligheden spændende, når der hele tiden sker noget. Det er som at være brandmand. En brandmand ved heller aldrig, hvad dagen vil byde på. For en brandmand kan opleve en brand i en tørretumbler den ene dag og så kan han rydde op efter et flystyrt næstedag. Det er lidt det samme her. Der er den der spænding hver aften, inden man lægger sig til at sove, om hvad der kommer til at ske næste dag. Nogle gange kan det dog også drive mig til vanvid.

Jeg tror, at så længe det er spændende, gør det ikke noget, hvor farligt det nu end er. Jeg forstår nu forskellen på at leve et liv, hvor hverdagen ændrer sig fra liv til død i stedet for at leve i en hverdag, hvor den største ændring er, om det regner eller solen står højt på himlen. Det har lært mig meget.

- Martin Gregers Birk – Cleveland Heights High School Graduate 2007

Citater fra året der gik

2007-06-04T13:55:00.000-05:00

Citater fra året der gik

”På en god dag går jeg ned og hænger ud med mine venner og spiller basketball og alting er cool. På en dårlig dag går jeg ned og hænger ud med mine venner og spiller basketball, og der bliver skudt efter os.”

”Når du kigger på andre folk og ser, at de ikke skulle gå gemmen det samme, som du har gjort, for at blive den du er, bliver du sur.”

”En dag, da jeg kom gående ned af gaden, hoppede en af mine venner ud af en bil og skød en person. Han smilede blot til mig og sagde”: ”Hvad så min ven”.

”Lade være med at give udtryk for at du forstår vores situation. Vi er i krig.”

”Vi lever i en krig. Vi består hver dag. Hvis jeg lever til jeg bliver 18, er jeg heldig. For vi dør for respekt.”

”Jeg ser ingen af min farve der har røven fuld af penge undtagen, hvis de kan drible en bold eller rappe”.

”I Cleveland kommer det hele an på, hvordan du ser ud. Det hele handler om farve. Er du asiater, sort eller latino du kan blive overfaldt hver gang, du går udenfor dit hus.”

”Skolen er opdelt i separate stammer. Vi dræber hinanden over race, stolthed og respekt. Vi kæmper for vores Amerika.”

”Der er ikke noget sted som dette for os, der er ude. Jeg kan ikke tage tilbage nu.”

”Du ved ikke en skid om vores liv. Du lærer os noget grammatik som ingen af os kommer til at bruge. Hvad forskel gør du?”

”De tror de vinder ved at tæve mig nu, men snart bliver de alle sammen dræbt.”

”Jeg hader hvide folk. Jeg så min ven blive skudt i ryggen af en hvid politibetjent bare for at række sin hånd ned i sin lomme. Jeg så en hvid politibetjent komme ind i mit hus og tage min far, kun fordi de kan. Jeg hader hvide folk.”

”Jeg så min mor blive halvt slået ihjel, og jeg så hendes tårer blandes med blod fra hendes ansigt.”

”Livet bestemmes kun af fingeren på aftrækkeren.”

”Vi ser os selv som en hær. Ikke som en bande, men en hær der har magt og skaber love.”

”Hvorfor skulle jeg give dig min respekt, bare fordi du er en lærer? Hvordan ved jeg, at du ikke er en lyver? Jeg kender dig ikke. Jeg giver dig ikke min respekt til dig, bare fordi du kaldes lærer.”

”Første dag i skolen var en separation. De sorte sad ovre i hjørnet, cambodjanerne sad ovre i et andet hjørne, latinoerne sad i et tredje hjørne og asiaterne sad i det fjerde hjørne. Ingen skulle krydse den linje.”

”Du kæmper for et nabo kvarter, som ikke engang er dit eget.”

”Alle i dette lokale har en chance for at bestå High School. I de flestes tilfælde, kan du blive den første.”

For mange af jer lyder dette som film. For mig lyder det som min hverdag. Dette er alle citater i gennem året, som jeg har samlet op i skolen, aviser og på gaden. Citaterne er fra børn og unge. Det er måske svært at forstå, men virkeligheden er barsk.

- Martin

Update from the hood

2007-05-29T22:12:00.000-05:00

Kære Danmark

Der er nu kun en måned igen, og jeg kan nu begynde at se lyset for enden af tunnellen. Jeg glæder mig til at føle helt hjemme igen og ikke kun ”halvt” hjemme. USA har været som dag og nat for mig. Det har været mit værste mareridt og min bedste nydelse. Jeg har nydt og hadet. I fremtiden bliver USA en mindre del af min hverdag. Det bliver mærkeligt. Jeg skal igen tilpasse mig en ny familie. Det er jo min far og mor, men de har jo også ændret sig. Jeg har brugt 1/16-del af mit liv væk fra min far og mor. Hos min nye familie er jeg blevet påvirket af deres normer og regler, og på samme måde har mor og far ændret sig, fordi de er blevet påvirket af en anden verden.

Først var det min kusine Malene fra Fredensborg, så var det Maria fra Bagsværd og endelig var det min kusine Nanna, der drog af sted for at se en anden verden. Siden jeg hørte om det første gang, vidste jeg, at det var noget jeg ville. Jeg vidste, at jeg var ”født” til det. Da jeg for første gang løftede emnet for min mor, da vi boede på Ahornvej, var hun passiv og afvisende. Jeg er sikker på, at hun fortryder det i dag. Min far var åben og han tog straks ideen i hånden og førte den ud i livet, hvilket jeg takker ham meget for, og som vi siger på amerikansk:” I owe him big”. Det var min drøm at komme af sted. Jeg har levet i drømmeland i de sidste mange måneder. Jeg vidste desværre, at tiden var begrænset og nu er den ved at være løbet ud. Nogle dage ville jeg ønske, at mit ophold kunne blive forlænget, andre dage føler jeg, at det ikke kan gå for hurtigt. Oppe i hovedet sidder jeg lige nu halvvejs over Atlanten.

Jeg kommer hjem som en anden person. I dag føler jeg mig langt mere samfundsansvarlig. Jeg skal være den første til at bruge min valgret, når jeg fylder 18 år, for jeg kunne tænke mig at gøre en forskel i mit land. Det er ikke, fordi det er noget jeg brænder for, men noget jeg ser som min pligt. Jeg husker som lille da jeg og min far skulle ned for at stemme. Jeg spurgte ham om, hvorfor han ikke ville stemme på Dansk Folkeparti. Han grinte kun af mig og sagde, at det kan du jo gøre, når du bliver 18 år. Når jeg bliver 18 år, vil jeg ikke stemme på Dansk Folkeparti, men det parti, som jeg føler, kan lede landet og sætter pris på de værdier, som jeg hylder.

Siden sidst jeg skrev, er det sket en masse. Chicago, New York City og Washington D.C. har været på programmet. I Chicago boede jeg hos en pige fra Kasakhstan. Hun havde vundet et scholarship. Hun fortalte, at hendes far var udannet fra et universitet i Kasakhstan og han var læge på et hospital. Hun fortalte mig, at han tjente omkring 300 dollar om måned. Hver måned sendte han 100 dollar over til hende. Jeg blev igen mindet om, hvor godt et land jeg lever i. Kunne du forstille dig at give din datter en tredjedel af din løn hver måned? Jeg ville have svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Vi boede omkring 30 min. uden for Chicago. Det var et hvidt samfund med en lille by på 20.000 mennesker. Der skete ikke rigtigt noget. Igen blev jeg mindet om, hvor meget mere jeg oplever i Cleveland. Her har jeg prøvet at være rigtig bange. Jeg har set så mange ting, som de fleste helst vil undvære, men jeg tror på, at det styrker min dannelse som menneske, og jeg er sikker på, at min ballast er langt større end den, de fleste andre AFS studenter kommer hjem med. Da jeg fik at vide at jeg skulle til Cleveland, blev jeg lidt skuffet. Jeg havde håbet på Californien eller måske endnu bedre Hawaii. Jeg fortryder, at jeg tænkte det. I dag vil jeg langt hellere til Cleveland. For jeg er sikker på, at det her har lært mig så meget mere, end jeg ellers ville havde lært.

Jeg tror, at det er ligegyldigt om dit navn er B.S. Christiansen, du har prøvet alt og har 100 % styr over sig selv eller dit navn er Martin Birk, som lige har forladt folkeskolen og er forvirret oven i hovedet. For det at være udvekslingsstudent er ikke noget man kan forberede sig på. Tværtimod, det er noget man skal have i sig. Opskriften til succes er at lære hurtigt. Den der lærer hurtigst overlever.

Når jeg kommer hjem, skal jeg i gymnasiet. Det bliver en ny udfordring. Mine ambitioner er høje. Jeg håber på at lære mere, end jeg har gjort de sidste 10 år af min skolegang. Jeg vil gerne på universitet og blive klog. For det bliver man jo på universitet? En udfordring der bliver langt større er at begynde i en ny skole og finde nye venner – eller bliver det? For jeg har jo lige gjort det. Jeg kunne godt tænke mig et arbejde og blive mere selvstædig. Jeg kan ikke blive ved med af få og få.

Det er som vandet fra en hane, der konstant drypper ned i et glas. Mit glas er ved at være fyldt, og det er blevet tid til at putte ord på mine oplevelser, tanker og følelser. Det føles fantastisk at skrive det ud. Det er som en illusion, bare lade tankerne flyve og transformere dem fra problemer til bogstaver. En af grundene til at jeg skriver er, fordi jeg nyder det, fordi det letter mit hjerte og det er højest nødvendigt for min eksistens. Siden sidst har jeg været en travl mand. Jeg har besøgt Chicago, Washington DC og byen der aldrig sover New York.

Mange af os udvekslingsstudenter kommer fra små byer eller industribyer, hvor shopping mulighederne er Wal Mart eller McDonald, så mange af dem gik selvfølgelig amok i NYC og brugte deres opsparing gennem de 8 måneder på lidt over en time. Da vi kom tilbage i bussen rejste der selvfølgelig en AFS leder sig op og stillede spørgsmålet: - ”Jeg gad godt vide, hvor mange sultne børn i Afrika kunne blive mætte i aften”. Jeg blev lidt knotten, for jeg følte, at vi nu blev beskyldt for at bruge penge. Men så kom jeg til at tænke på, at hvis ingen bruger penge går alt i stå,

Måske rykker 100 $ ikke og måske rykker 100.000$ heller ikke, men et helt samfund der konstant bruger penge, rykker. Mine og dine penge gør forskellen mellem velfærdsstat og uland. Jeg prøver ikke at sige, at du som forbruger bare skal bruge løs, men nogle skal hjælpe til, for ellers vil de værdier og den stolthed vi har i dag ikke eksisterer i fremtiden

Jeg glæder mig til at se Danmark i øjnene igen. Måske er det ikke sket meget, men der er trods alt ikke noget ungdomshus, Nasser Khader har dannet et nyt parti og hele Danmarks cykelrytter Bjarne Riis, har indrømmet at han har været dopet, men ellers tror jeg ikke, at det har ændret sig meget.

Vi ses!

- Martin

Try not to cry

2007-05-10T19:17:00.000-05:00

Læs venligst dette:

Mommy.. Johnny brought a gun to school,He told his friends that it was cool,And when he pulled the trigger back,It shot with a great crack.Mommy, I was a good girl, I did What I was told,I went to school, I got straight A's, I even got the gold!But Mommy, when I went to school that day,I never said good-bye,I'm sorry Mommy, I had to go, But Mommy, please don't cry.When Johnny shot the gun, He hit me and another,And all because Johnny, Got the gun from his older brother.Mommy, please tell Daddy; That I love him very much,And please tell Zack; my boyfriend; That it wasn't just a crush.And tell my little sister; That she is the only one now,And tell my dear sweet grandmother; I'll be waiting for her now,And tell my wonderful friends; That they always were the best;Mommy, I'm not the first, I'm no better than the rest.Mommy, tell my teachers; I won't show up for class,And never to forget this, And please don't let this pass.Mommy, why'd it have to be me? No one deserves this,Mommy, warn the others, Mommy I left without a kiss.And Mommy tell the doctors; I know they really did try,I think I even saw a doctor, Trying not to cry.Mommy, I'm slowly dying, With a bullet in my chest,But Mommy please remember, I'm in heaven with the rest.Mommy I ran as fast as I could,When I heard that crack, Mommy, listen to me if you would,I wanted to go to college, I wanted to try things that were new,I guess I'm not going with Daddy, On that trip to the new zoo.I wanted to get married, I wanted to have a kid,I wanted to be an actress, Mommy, I wanted to live.But Mommy I must go now, The time is getting late,Mommy, tell my Zack, I'm sorry but I had to cancel the date.I love you Mommy, I always have, I know; you know it's true,And Mommy all I say is, "Mommy, I love you."

****This Is for all those Virginia Tech Students Who Were Lost**** People will cry, people already did, Just keep this in your heart, For the people who didn't get to say "Good-bye".

Virginia Tech massemordet har ikke kun rørt de mennekser som oplevede dette på første række. Frygten har spredt sig og Highschool livet vil Aldrig blive det samme...

- Martin

Update igen igen

2007-04-17T18:39:00.000-05:00

Kære Danmark

Jeg fik langt om længe tid til at skrive det ned, som jeg har gået og tænkt over de sidste dage. Faktisk er det her min første aften i lang tid, hvor jeg har tid til andet end at lave lektier. Chicago, New York City og Washington D.C. står for døren og lektier, prøver og quizzer skal være lavet før skolen udsteder nogen form for tilladelse til at rejse.

Livet indebærer tusinder af valg. En valgte i denne uge at blive massemorder på Virginia Tech universitetet og en anden har valgt at blive Formand for den europæiske union. I mellem de to ting ligger verdener til forskel. Fra samfundstaber til samfundsvinder.

Med hjernen tages mange valg. En flyleder, der guider flyene sikkert ned på landingsbanen, træffer også konstante og uafhængig valg der kun ind flydes af hjernen. Nogle gange kan flyvelederne ikke arbejde sammen eller der går koks i det. Så er det, at hjertet tager over og leder dig efter hvad du virkelig føler er rigtigst. Hjertet leder dig efter dit instinkt, hvad der inderst inde i sidder i rygraden på dig. Og nogle gange sker det, at selvom du måske godt ved at det er forkert, så følger du hjertet alligevel.

Før jeg kom til Amerika brugte jeg kun min hjerne til at træffe valg. Jeg ville gerne tilfredsstille andre mennesker før mig selv. Det vil jeg stadig, men de personlige behov er for mig blevet langt vigtigere, hvis jeg som person skal leve balanceret mellem skolen, venner, familie og omgivelserne. Jeg må træffe valg. I Danmark var jeg på hjemmebane. Det var mit ”hus”. Jeg kendte hver en krog og jeg have masser af plads til at give, hvad andre havde brug for. Intet pres lå på mine skuldre. Nu giver andre mennesker til mig. Alt og alle ”presser” herovre. Selvom skolen kan være kedelig og forholdsvis nem er det stadig rigtig, rigtig meget arbejde at tage sig til. Jeg tager en masse valg med hjertet herovre, fordi jeg føler at det er rigtigt.
Jeg kommer nu også nogle gange i problemer. Men jeg stræber efter, at det jeg gør skal føles rigtigt inderst inde. Jeg tænker meget over, hvor stor indflydelse omgivelserne har på mig. Til en vis grad er det jo skolen, vennerne, familien og øvrige omgivelser der dikterer, hvordan jeg føler og tænker. Dertil skal siges at jeg ikke beskylder skolen, venner, familie og omgivelserne for mine handlinger for det er jo inderst inde mig, der bestemmer – det er mit valg. Jeg siger, hvad jeg føler og hvad mit hjerte og min sjæl brænder for. Jeg tager et valg hver gang. Jeg har måtte indse at ordet: ”måske” ikke skal eksistere i mit ordforråd. Folk vil have ”response” nu og her.

Da jeg kiggede ned under trøjen i Danmark havde jeg stadig ikke fået hår på brystet, dunene tittede så småt frem. De titter stadig kun frem. De har dog formeret sig, Men oppe (inde) i hovedet er der groet en manke frem , der er større end den der ses på savannens største hanløve. Jeg tror det skyldes presset fra skolen, nederlag og tæsk, som jeg har måtte føle fra mange sider. Jeg føler mig almægtigt lige nu. Da jeg kom, fik jeg en mindre ”depression” hver gang jeg havde mange lektier for. Nu er min holdning anderledes. For mig er jeg ligeglad om de giver mig 1 time eller 5 timers lektier for. For jeg er sikker på, at jeg nok skal få dem lavet. For jeg har lært at arbejde bagdelen ud af bukserne.

Disponere min tid og studere hårdt. Jeg har savnet og gør det da stadig. Jeg har været bange, så bange at jeg skulle kæmpe for at holde tårerne tilbage i øjenkrogene. Det er jo alt sammen noget, som man ikke vil opleve, men det er jo også det, man lærer af. Jeg kom som et ”curling-barn”, der aldrig rigtigt havde prøvet noget, der altid fik, hvad jeg pegede på nede i Fætter BR, som altid fik min madpakke smurt og hvor mor kom flyvende med saftevandskanden, når jeg kaldte.

Jeg kommer hjem som et menneske der har oplevet en masse og er blevet stærkere oppe i hovedet. Fordi jeg har oplevet lidt af hvert. Men det er ikke alle de fysiske oplevelser der har gjort mig stærkere. Jeg tror, at de fysiske oplevelser hjælper med til at jeg får en metal oplevelse i mig selv.

Min værtsmor JoAnn spørger mig ofte om hvilke nogle problemer vi har i Danmark. Dertil svarer jeg: Børnehaverne har ikke åbne lang tid nok om dagen, busserne strejker og så har vi ungerne fra Nørrebro. Så griner hun af mig og siger:” Hvis du kalder det for problemer, skulle du skamme dig”. Jeg er stolt af Danmark. Jeg sætter pris på den sikkerhed vi har og glad for, at vi ikke har den fattigdom, de våben og den kaos, som nogle gange kan opleves her.

Her den anden dag læste jeg en overskrift i vores Cleveland avis: ”The Plain Dealer” den lød:” A white man in EC, is a dead man”(EC er meget fattigt og måske det farligste område i hele Cleveland). Det var et citat for en ”gangster” som opfordrede hvide mennesker til at holde sig væk. Det fik mig til at tænke og igen prissætte den frihed i Danmark. Mange siger måske at man ikke skal komme i Møljnerparken på Nørrebro. Der til kan jeg sige: I Møljnerparken bliver man bliver man ikke skudt.

Det går ellers super godt. Jeg begynder nu at kigge hjemad og indstille mig på at skulle hjem, for tidspunktet, hvor Danmark kalder, nærmer sig. Jeg har heller ikke noget imod snart at komme hjem.

Jeg oplever stadig. Jeg har fx lige været til NBA Basketball det var meget sjovt vi så Cleveland Cavaliers vs. New Jersey Nets. Jeg er også lige kommet hjem efter nogle dage i Pittsburgh. Det er en fed by, som jeg misunder.

- Martin

April Brev

2007-03-30T20:03:00.000-05:00

Kære Danmark

Tid er gået og et år er snart omme. For nogle har dert måske gået langsomt. For andre har det gået stærkt. Jeg hører til den sidste gruppe. Jeg føler stadig, at det var i går jeg sad på et hotel sammen med alle de andre AFS studenter i New York City.

USA har altid fascineret mig. Da jeg besøgte USA med min far og Elise så jeg i midlertidig kun den smukke turistside, som mange af jer derhjemme også har set. Nu har jeg været her et år. USA er ikke bare guld og kronede dage. Det er benhårdt. Fattigdom, kriminalitet, ghettodannelser og fedme er det, der præger USA’s beboere mest. For eksempel: USA er den 8 fedeste nation i verden. McDonald’s brugte alene sidste år 1,4 milliarder $ på reklamer i tv og aviser, det er en stigning på 15,4 % fra året før. Louisiana er den fedeste sat i landet, hvor lidt over 25 % er ikke kun overvægtige, men direkte i livsfare på grund af fedme. I USA er fedme den førende undgåelige dødsårsag. Omkring 17 millioner lider af diabetes 2 eller også kendt som gammelmands sukkersyge som følge af fedme. Hvis det tal forsætter vil hvert tredje barn født i 2010 blive ramt af diabetes 2 på et eller andet tidspunkt i livet. Når vi går downtown Cleveland kan vi få det der hedder 1 dollar menu. Det består af en cheeseburger/hamburger, en pommes frit og en cola med gratis refill så mange gange du vil. Det er billigere at spise ude end hjemme. De fattige, som der er rigtig mange af, benytter sig af det tilbud dagligt. Du kan for det meste se på folk herovre om de er fattige, middelklasse eller overklasse. De fattige er fedeste og overklassen de tyndeste. På Manhattan i New York City ligger der 84 McDonald’s. Manhattan er mindre end Samsø. Den sygdom er svær at overkomme når en præsident bruger langt over 500 milliarder $ årligt på krig.

USA er på mange måder blevet mit andet hjemland. Når jeg hører om dårlige ting, gør det ondt i mit hjerte. Som at se Dannebrog brænde under Muhammed krisen. I Europa siger man: Stor, større og USA. Den teori kan jeg kun bekræfte. Nemlig størrelsen af alting har fascineret mig. Jeg elsker at gå downtown og bare kigge op ad bygningerne, eller se en Hummer Limousine.

Siden jeg har skrevet sidst har jeg oplevet noget, som for alvor har fået indflydelse på min respekt for de dårlige områder. Det hele startete godt på St. Patricks dag, hvor var til parade downtown. Da paraden var ovre gik vi over i et shopping center og for at spise. En pige og jeg blev enige om at tage ud for at høre en af vores fælles venner synge. Vi tog bussen. På vej ud til busstoppet grinte vi af, at jeg nok ville blive den eneste hvide på hele bussen. Hun var ikke galt på den. Jeg var den eneste hvide. Det gjorde mig nu ikke så meget. Men det var mere typerne på bussen. Vi kladder det ”Black Trash”. Der var kun skumle typer, folk der er meget fattige og stereotypen er, at de er ikke sjove at lege med. Det var Amerikas underklasse. Vi skulle se vores veninde synge i en koncertsal på et college. Vi troede det lå downtown, men vi fandt hurtigt ud af at det gjorde det ikke. Det lå i ghettoen. Typerne blev mere og mere skumle jo længere vi kom væk for downtown. Folk kiggede på mig. Manden bag mig talte om sit nye våben. Pludselige hørte jeg en stemme sige: ”Here, white boy”. Hun rakte mig et brev. Brevet var betydningsløst, men jeg havde nået et klimaks. Jeg ville ud. Jeg fik det vildt dårligt. Jeg følte mig ansvarlig for hende jeg var med. Jeg vidste samtidig godt, at hvis alt kom til alt ville jeg ikke kunne gøre en skid, men bare følge deres instruktioner. Vi kom endelig af bussen. Jeg svedte så det løb ned af mig. Min værtsfamilie havde sagt til mig, at jeg aldrig skulle tage til ghettoen, men jeg vidste jo ikke, at det lå i ghettoen. Da vi skulle tage bussen hjem var det mørkt. Jeg ville bare ikke. Jeg kunne ikke overkomme det. Hvis jeg skulle havde taget bussen hjem, ville jeg have sat mig til at tude. Jeg ville ikke. Jeg ringede til Patrick min værtsbror og han kom og hentede mig.

Den ghetto som man bare griner af, når man kører igennem. Den ghetto har nu fået min respekt. Min værtsfar sagde, da jeg kom hjem:” Leger du med ghettoen – leger den med dig - på dens måde” og smilte.

Men der er bestemt også positive sider ved USA. W. E. B. Du Bois sagde: “The cost of liberty is less than the price of repression.” eller på dansk “Omkostningerne ved frihed er mindre end prisen for undertrykkelse.” W. E. B. Du Bois var den første sorte som fik en Ph.d. fra Harvard. Han talte for de sortes rettigheder. Han var ikke alene et symbol på en gennembryder, men han var et symbol på ligestilling mellem religioner, oprindelse og race. Han er måske en af grunde til at USA i dag er så åbent, som det er. Mange skoler havde kvoter på hvor mange sorte eller jøder eller muslimer de optog om året dette fænomen eksisteret helt op i 70’erne. I USA er segregationen næsten ikke eksisterende. Det er det, der gør USA til min favorit. I USA er det ulovligt at fremme en ”art”. Den åbenhed og accept af alt og alle kunne måske være en god lektion for Danmark.

Mange mennesker er døde i kampen for de sortes rettigheder. The Clan, også kendt som Ku Klux Klan, har haft en kæmpe effekt på nu dagens Amerika. W. E. B. Du Bois kæmpede imod klanen og myndighederne for at få den frihed han mente at have krav på efter det 15th amendment. Forskellen mellem hvid og sort er stadig eksisterende. Det er udannelse vis, hvor den største forskel ligger. W. E. B. Du Bois opfordrede sorte til at blive uddannet hvis de ville have noget indflydelse.

USA har gjort indtryk på mig på godt og ondt. USA har fået en plads i mit hjerte. I USA er mulighederne større og jeg håber på, at kan få lov til at benytte mig af dem på et tidspunkt.

- Martin

Tusinde særlige øjeblikke..

2007-03-27T00:49:00.000-05:00

Jeg faldt lige over dette papir, som jeg gerne vil dele med jer der ude.

Tusinde særlige øjeblikke...

af Nicolai Moltke-Leth

Tid er en emotion. En følelse. Måden vi oplever livet skaber en emotionel tilstand. Prøv engang at tænk over det. Hvordan mærker du egentlig hvor lang tid noget har taget andet end hvordan det føles? Et minut kan for eksempel føles som en evighed når du ikke er tilfredsstillet, urolig eller bange. Derimod flyver tiden af sted, mens du gør det du holder af - når du er totalt opslugt - i flow, hører tiden nærmest op med at eksistere.

Alle oplevelser i livet påvirkes markant af hvad vi fokuserer på. Hvis du lærer at kontrollere dit fokus kan du nærmest øjeblikkelig ændre kvaliteten af dit liv. Vi opnår nemlig den tilstand vi er fokuserede på. Dit fokus bestemmer, hvordan du føler. Om du føler glæde ved det du gør lige nu i din karriere, dit private liv, din sundhed eller i dit parforhold er hovedsagelig en refleksion af dit fokus i disse områder - eller måske nærmere manglende fokus. Alt for tit er opmærksomheden på det ene på bekostning af det andet. Det kan f.eks være arbejdslivet der stjæler al opmærksomheden fra privatlivet. Eller et spirituelt fokus, men manglende opmærksomhed på det at være fysisk sund. Der er masser af varianter og faldgruber. Hvad end du er stresset eller tilfredsstillet har dog kun lidt at gøre med hvad du gør eller de resultater du producerer. Stress er et resultat af hvor du placerer dit fokus.

Fokus er vores ultimative styrke. Det kan ændre den måde vi tænker, måden vi føler og hvad vi gør i ethvert øjeblik. Når vi ændrer vores fokus ændrer vi vores liv. Vort fokus afgør hvilken retning vi bevæger os i.

Mange mennesker siger de ikke har tid. Måske prioriterer vi den bare alt for dårligt på grund af manglende fokus?

Prøv at forestille dig en bank. En ganske særlig bank. Hver morgen du vågner er der 86.400 på din konto til fri afbenyttelse dagen igennem. Når du går i seng nulstilles kontoen og overskydende beløb slettes, desværre her kan ikke spares op.

Ville du gøre dit bedste for at bruge løs eller hvad?

Vi har alle sammen sådan en bank - den hedder livet - dagen i dag. Hver morgen sættes der 86.400 sekunder ind på din konto. Hver aften afskriver livet - som tab - det, du ikke har formået at investere. Saldoen overføres ikke til næste dag og der er ingen mulighed for at trække over. Hvis du ikke bruger dagens indskud, er tabet dit. Der er ingen mulighed for at spare op, men du kan nyde og du kan investere i fremtiden.

86.400 sekunder om dagen...! Hvordan bruger du dine? En klog mand sagde engang:" Fortæl mig, hvordan du bruger din tid nu, og jeg vil fortælle dig, hvad og hvor du vil være om 10 år".
Hver dag, hver time er en foræring, en mulighed - for nydelse, læring eller investering.Du skal leve nu for det indskud, du har fået i dag - investere det, så du får optimalt udbytte i form af sundhed, lykke og succes i den form du drømmer om.

Her er dit fokus afgørende. Der er så mange ting i livet som konkurrerer om - og kræver vores opmærksomhed at hvis vi ikke gør en indsats for at selektere og træffe beslutninger på forhånd vil de mange krav hurtigt trække os ud af kurs samtidig med at vi drukner i to-do lister.
Derfor: Tænk over hvad der er de vigtigste områder i dit liv. Hvad brænder du for? Hvad elsker du? Hvad vil du virkelig gerne opnå? Hvem vil du gerne tilbringe din tid med? Hvem og hvad er i bund og grund spild af tid? Når du ved hvad du vil og med hvem følger fokus og dermed vil du dagligt komme nærmere dine håb og drømme.

I erkendelse af hvad der vi brænder for. Tiden går siger vi i vesten. En tankegang som måske antyder at vi konstant mister noget. I Afrika er vigtigt følger ofte forståelsen af hvad der er mindre vigtigt - og måske endda ligegyldigt. Og her opstår muligheden for at bruge de 86.400 sekunder endnu bedre.
Og hvad er så egentlig spild af tid? Er det spild af tid at sidde i sofaen og glo ud i luften? Er det spild af tid at slå græsset for 127 gang? - jeg ved det ikke. Det er måske også ligegyldigt så længe vi tager stilling. Mærker efter. Bruger livet så det giver os glæde og bringer os tættere på de følelser og drømme siger man at tiden kommer - tankevækkende der er et fokus til forskel.

Jeg faldt for nylig over dette ordspil:

Yesterday is history

Tommorow is a mystery

Today is a gift -

That´s why it is called the present.

Hver dag består af tusinde af særlige øjeblikke. Hvordan bruger du dine? ¨

af Nicolai Moltke-Leth

Marts Update fra CLEVELAND

2007-03-08T17:18:00.000-05:00

Kære alle

Hvad er et nederlag? For mange mennesker er det blot en ting, som kun fremkommer, når man mister en bekendt, ven eller et familie medlem. For de fleste er et nederlag ikke en del af hverdagen. I min hverdag, hvor verden er en anden end den danske, er nederlagene daglige. Nederlag så som en dårlig test eller det ikke at have nået, hvad man havde planlagt. Det er ikke fordi nederlagene er store, men det konstante pres fra skole, venner og familie gør nederlagene større. En klog mand fortale mig engang ”Der er ikke det nederlag, der ikke er en sejr”. Jeg har fået nogle mentale tæv her ovre, nogle gange har savnet af ens kære været overvældede, men jeg tror at nederlagene gør mig mere bevidst om mig selv. Det at kunne vende et nederlag til en positiv oplevelse er alt herovre. I gennem mine snart 17 år har jeg prøvet meget. Jeg har mistet min mormor, mine forældre er blevet skilt, jeg har flyttet lidt rundt, men alt sammen er jo kun hårdt i en periode, indtil man accepterer det og starter på at se de positive sider ved livet igen. Forstil dig en verden hvor dette pres hviler på dine skuldre i 11 måneder. Forstil dig min verden.

En anden klog mand fortalte mig: ”Uden arbejde kan man ikke nyde”. Nu har jeg arbejdet i lang tid. Der er nu kun 3½ måned til at SAS maskinen sætter hjulene på jorden i København. Det er nu jeg skal nyde, hvad jeg har oparbejdet i de seneste 7 måneder. Hvis jeg læner mig tilbage og tænker lidt, er jeg tilfreds med min indsats. Hvis jeg spørger mig selv, om der var noget jeg ville havde gjort anderledes er svaret nej.

Jeg har gjort tingene, som jeg syntes at det er den korrekte måde. Det er ikke om at fortryde sine gerninger, men om at prissætte dem. Det er svært at binde sig til venner, når man ved at dagene er talte. Der er en dreng (Diego), som jeg ville tage med hjem, hvis jeg kunne. Jeg ved selvfølgelig også at Cleveland kun er 8 timer væk og nogle kroner, men det er bestemt pengene værd at komme tilbage. Jeg tror (eller ved), at det sker.

Jeg er glad herovre. Det går godt. Skolen er blevet lidt sjovere. Jeg har fået US Government eller US Regering på dansk. Min lærer er en af de der typer, der ved alt om amerikansk politik. Hun er altid åben for ny viden og elsker og høre om det danske system, som hun næsten ved mere om end jeg gør. Hun siger, at vi har et demokrati, som vi kan være stolte af. Hun er den eneste lærer der taler til mig som om vi er på lige fod. Alle tiltaler hende Ms. B² (Bauer-Blazer), men jeg som den eneste tiltaler hende ved fornavn. Jeg sidder timer efter skole og bare snakker om politik med hende. Hendes klasse er benhård, men udfordringen fryder mig. Jeg lærer enormt meget i hendes klasse. Jeg læser en del i ”The Constitution ”, hvilket jeg finder meget spændende. Nu hvor hockeyen er ovre, har jeg oceaner af tid til bare at lave, hvad jeg vil.

Det engelske er nu en leg for mig. Hver dag er en oplevelse i sproget, hvor jeg samler ord til jeg kommer hjem og skal skrive min første engelsk opgave. Jeg tror der vil mangle et element i hverdagen når jeg kommer hjem, men jeg skal nok finde på noget nyt.

Som så mange andre, så var det eneste jeg kendte til sorte før jeg kom, de fordomme den hvide mand har opstillet omkring dem. I starten lagde man hele tiden mærke til deres hud farve, og jeg syntes at det var mærkeligt at se dem sidde og studere hårdt. Det havde jeg aldrig set før. Dr. Martin Luther King JR sagde: ”I have a dream, that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character”. eller på dansk: ”Jeg har en drøm, at mine fire børn en dag vil leve i et land, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve men på deres karakter”. Måske har I hørt dette udtryk før. Det har gået verden rundt. Jeg tror ikke stereotyper og segregation er vejen frem. Jeg ser ikke den sorte eller brune farve i ansigtet på en sort længere. Jeg tror det er fordi, at jeg har set, at de er mennesker med et hjerte og en hjerne som os. De er ikke forskellige. Jeg snakker med mange sorte på skolen og vi kommer godt ud af det.
Noget af det der gør mig allermest ondt er, når jeg hører noget dårligt om mit land. Danmark har jeg altid været slot af og jeg vil altid være det. Den anden dag da jeg så CNN. Kom der pludselig en ”Breaking News” fra Danmark. Det var selvfølgelig rødderne fra ungdomshuset. Jeg gik straks til Internettet og læste på alle de danske medier. Det lød vildt. Jeg blev bekymrede for min ven Christian som bor inde i Rantzgade på Nørrebro. Jeg snakkede med ham i søndags og intet var sket med hans lejlighed i stuen.

Jeg trives her ovre. Jeg har det godt. Jeg er dog vokset lidt og måler nu 190 cm. Håret er blevet klippet og jeg siger ”yes” til nuet og til dagen i morgen. Hver dag er en gave, større end alle verdens rigdomme til sammen. Det er benhårdt, men det er sjovt og lærerigt.

- Martin

2007-02-23T16:57:00.000-05:00

Cleveland Skyline.

Update fra Cleveland

2007-02-09T16:28:00.000-05:00

Kære Danmark

” If one does not understand a person, one tends to regard him as a fool” eller på dansk: “Hvis man ikke forstår et menneske, er man tilbøjelig til at betragte det som et fjols”. AFS er skabt for at skabe interkulturel forståelse mellem kulturer og lande. Før jeg tog af sted til USA fik jeg altid en grim følelse maven, når jeg hørte om indvandrere, der lavede ballade.

Det var på ingen måder et had eller et racistisk udslag, men mere en irritation over deres opførsel. I dag, når jeg sidder og læser på et af de danske nyheds medier, føler jeg ikke det samme. Jeg tror, det er fordi jeg har fået mere forståelse for andre kulturer. Jeg skulle tilpasse mig selv til den nye verden. Nu er jeg så heldig, at det er USA, som i forvejen er et multikulturelt land, og som har prøvet det 300 mil. gange før, fordi der ikke findes en amerikaner, der ikke har rødder udefra.

Her findes der ingen støbeformer for, hvordan man skal få dem i arbejde. For jeg tror bare at fremmede skal have ro til at falde til. Jeg havde det selv sådan i starten. Jeg har det stadig væk sådan nogle gange. Vi ser alle Danmark som den lille perle mod nord. Jeg syntes Danmark er et godt land at leve i med stolte traditioner, men accept af fremmede har vi aldrig været god til. De fleste amerikanere kender Danmark for Muhammed tegningerne. Jeg tror ikke de var lavet bevidst til for at genere muslimer i Danmark, men jeg tror mere, at det var et tegn på uvidenhed overfor det fremmede.

Super Bowl XLI ruller over skærmen i disse minutter og stort set alle 300 mil. amerikanere sidder klistrede til skærmene over hele landet. Jeg finder dog ikke mine interesser i amerikansk fodbold, så jeg sidder i stedet på mit værelse og skriver dette brev til jer der hjemme. Temperaturen nærmer sig så småt de -25 C°. Skolen er lukket i morgen på grund af de massive kulde grader og alting er så småt ved at gå i stå. Bilerne hakker, når de kører på grund af grødisen i tankene. El ledninger falder ned over det hele på grund af isen som har dannet sig på dem. Selvom samfundet så småt går i stå, tager de det nu meget roligt. Det er som om de har prøvet det før, eller rettere sagt, jeg ved, at de har prøvet før. Min nye jakke holder nemt kuldegraderne ude. Så det er ikke fordi, jeg lider.

Jeg fik lige lyst til at skrive, nu hvor jeg har den ro, det nu kræver at skrive noget forståeligt på sit modersmål. Jeg er nu kommet så langt i mit ophold at dagene begynder at gentage sig selv, hvor det nye og uventede ikke sker så hyppigt, som jeg måske gerne ville have det til, men det tærer nu ikke på mig. Det giver mig mere frihed for nu ved jeg, hvordan tingene hænger sammen og jeg skal ikke længere bruge energi på at løse dagligdagens praktiske problemer.

Jeg har fundet ud af, at jeg har det godt med en pen og en notesblok i hånden, bare sidde på min plads og tage noter af, hvad læreren siger. Lave sine lektier og sørge for at passe sin skole. Jeg har det godt i skolen. Bedre end nogensinde. Når jeg sidder og tænker på, hvor mange kroner jeg har spildt på ikke at følge med i skolen. Jeg får dårlig samvittighed, når jeg tænker på det. Mine ishockey kammerater spørger tit, om jeg får kredit for det her år. Jeg svarer nej og de spørger, hvorfor jeg så laver mine lektier. I starten spiste jeg dem bare af med en dårlig undskyldning. Men her på det sidste har jeg sagt sandheden: Fordi jeg syntes det er sejt, fordi jeg ikke vil gå glip af gratis goder, som jeg måske får brug for senere i livet, men også fordi det er sjovt at bevise overfor sig selv, at man kan. Den der: ”jeg kan” indstilling er en del af støbeformerne til guldet. Jeg husker en gang min daværende og forhåbentlig kommende ishockey træner Per Holten sagde til mig: ”Martin, hvis en træner har 2 lige gode spillere. Den eneste forskel er kun, at den ene tager 10 armbøjninger før træning, den anden nul. Hvem vælger du?” Dette gælder ikke kun på ishockey banen, men også i livet. Jeg tror på det lille ekstra. Jeg vil være det lille ekstra bedre end alle andre.

Min farfar sagde engang til mig. ”Martin, den sten du ikke kan løfte, skal du lade ligge”. Der har i mellemtiden været mange ”uløftelige sten”, men jeg har fundet ud af, at det holder mig ude af 95% af de fleste problemer ,så længe jeg lader den sten ligge og ikke tager kampen op.

Jeg er et curling barn, der har oplevet verden. Kostene fejer ikke så meget mere, som jeg gerne ville have dem til og nu må jeg selv arbejde min vej til ”huset” uden den ellers før nødvendige hjælp. Før jeg kom her, gik alt efter min snude. Det gør det stadig, men det er ikke fordi, jeg for det foræret på samme måde som før. Jeg arbejder for det, med manerer, høflighed og den rigtige indstilling til det meste. En succes vej, som jeg nok får brug for igen på et eller andet tidspunktet i livet.

I en familie på 8 personer sker der ikke så lidt. Når vi alle laver noget sammen går meget af tiden med at vente på hinanden. I starten gik det mig en smule på. I dag tager jeg det mere med ro, fordi jeg ikke kan ændre det alligevel. Jeg har ingen magt over, om alle nu bliver færdige til tiden eller ikke. Mange inviterer os altid 30 min. eller 1 time før, fordi der altid er en der ikke kan blive færdig. Det er ikke den samme person, men det går meget godt på skift.

Sproget ebeonix er blevet en del af min hverdag. Til jer der ikke ved hvad det ebeonix er, kan jeg fortælle at der er en form for engelsk, talt af sorte mennesker. Man kan beskrive dem som en dialekt, Men i virkeligheden er at det er et komplet sprog. Vi taler det i skolen, eller de sorte taler det. Det er først omkring nu, hvor jeg er begyndt at forstå 100 % af hvad de sorte siger. Ebeonix bygger på at man taler som det passer en. Grammatik er ikke så vigtigt, så længe det lyder godt. Dette påvirker dog mit engelsk lidt rent grammatisk, men jeg skal nok få 100 % styr på det. Jeg har allerede styr på de 95 % - efter min egen mening.

- Martin

Midtvejs Brev

2007-01-20T22:35:00.000-05:00

Kære alle

”Man kan vende sig til alt, så længe der er vilje bag” citat: Nicolai Molke Leth. Jeg føler, at disse ord har afspejlet mit ophold i USA så langt, og samtidig vil jeg med disse ord indlede mit brev til jer derhjemme.
Tusinder af mil er rejst og jeg sidder nu her og skriver dette brev til jer derhjemme. Det regner udenfor og jeg prøver, som altid, at være glad og tage nederlagene som en del af oplevelsen og at se gaven i savnet, men det er svært. Sværere end man tror. Hver dag er en udfordring, en kamp for ikke at brække nakken i skolen. Jeg har lært at være ligeglad og sætte pris på fuglenes sang, når jeg vågner om morgenen. Jeg er glad hver dag jeg går i seng, og jeg er glad hver morgen, når jeg vågner op til en ny dag. Jeg tæller mine sejre og tager nederlag som en del af pakken, men jeg tæller dem ikke. Jeg betragter dem og prøver at gøre det bedre næste gang. Jeg har fundet en del af nøglen til succes og det er at få sin søvn og lave sine lektier, hvis det er gjort bliver dagligdagen meget mere overskuelig. I et land med over 325 millioner indbyggere og omkring 225 gange større end Danmark fylder man som et enkelt individ ikke meget. Man er som en kage på en transport bånd. Har du et hak eller er bagt forkert, er du gået i stykker på den ene eller anden måde. Har du en fejl; så er du kasseret og der er ingen vej tilbage. Det er benhårdt, men jeg tror det vil og har lært mig en del.

Ohio:
Ohio er en af de mest folkerige stater i landet. Vi er 14 millioner indbyggere. Columbus er hovedstaden i Ohio og den største by. Nummer to er Cleveland og Cincinatti er nummer tre. Da stålindustrien ebbede ud, efterlod den mange arbejdsløse og det skyldes den enorme fattigdom i Ohio i dag. Vi er en sving stat og det betyder, at vi nogle år er republikansk og andre år er vi demokratisk. Midtvejs valget er overstået og demokraterne vandt stort.

Cleveland:
Cleveland er en by på 2,3 millioner indbyggere. Den er meget industriel og er bygget op omkring stål industri. Den ligger i det så kaldte rustbælte ud til Lake Eire i det nordlige i Ohio. Vi ligger omkring 8 timer fra NYC og 8 timer fra Chicago. Cleveland er blevet kåret til den fattigste storby i USA og den 7 farligste. Cleveland er mest kendt for Rock ’n Roll Hall of Fame, Cleveland Browns og Cleveland Indianas. Terminal Tower var indtil 1967 den højeste bygning i verden uden for NYC og er samtidig Clevelands varetegn.

Cleveland Heights:
Cleveland Heights er den forstad, som jeg bor i. Den ligger i første ring og har omkring 50.000 indbyggere. Den er 40% sort og 60% hvid. Det er en af de eneste forstæder i landet, hvor blandingen er så jævnt fordelt. I starten hvor stålindustrien var på sit højeste var Cleveland Heights meget rig og nogle af husene fra den gang står der stadig. Det er ikke huse, det er paladser og de er for det meste inddelt i 2, 4 eller 5 huse per bygning. Cleveland Heights er stadig en af de rige forstæder til Cleveland. Vores naboforstad Shaker Heights var i begyndelsen af 19 hundrede tallet den rigeste i landet. Det er stadig rigt, men den almindelig borger kan også købe hus der.

Skolen:
Skolen er 80% sort og 2% hispanic og resten hvid. Den er meget speciel. Der sker noget nyt hver dag fra skyderi til slåskampe. Jeg er ikke bange for at komme der, men jeg betragter det kun og accepter at jeg ikke kan gøre noget ved det. Vi er kun 2 hvide ud af 30 i min engelskklasse. Mig og en tysk udvekslingsstudent. Skolen går godt og er nem. Jeg har aldrig fået så gode karakterer. 3 A’s, 3 B’s. Jeg har bevist, at jeg kan nu. Jeg ved ikke, hvor meget jeg vil gøre ud af skolen næste semester. Da jeg kom, var det svært, men jeg fik hurtigt styr på det. Jeg fandt ud af, at man ikke har en skid indflydelse og man ligeså godt lade være med at protestere. De amerikanske børn er ikke blevet opdraget til at tænke selv. Alt bliver lagt lige til venstrebenet. Børn, som går på demokratiske skoler, får fortalt alle fantast historierne om demokraterne og alle de meget dårlige ting om republikanerne. Hver dag får vi at vide, at USA er almægtig. Hver dag for vi fortalt hvad for en politisk holdning vi skal have. En dag sad jeg skolen og vi diskuterede 2 verdens krig. Jeg rakte hånden op og stillede spørgsmål om USA’s styrke i Europa nu var så stor igen. Jeg mente at russerne vandt krigen og USA kun ville stoppe den kommunistiske udvidelse mod vest. Min teori blev afvist, og jeg blev bedt om ikke at sige ting som dem igen.

Dronning Margrethe den II af Danmark sagde i hendes nytårs tale i år: ”Skal et træ plantes om, må det have et godt rodnet fra starten, så vil det også kunne suge næring til sig på sit nye sted og vokse og trives”. Denne frase var ment til flygtninge i Danmark, men da jeg læste det på DR’s hjemmeside begyndte jeg at tænke. Nu sidder jeg jo i situationen, det er mig der skal suge næring. Jeg er blevet genplantet. Jeg føler, at jeg har suget den næring jeg har brug for. Jeg har det godt. Jeg trives.

Familien:
Familien består af mig, min mor (Joann), min far (Griffin), min søster (Corinne 27), min bror (Matthew 24), min bror (Kevin 19), min bror (Patrick 17) og min bror (Conner 10). Da jeg kom, boede Corinne og Matthew i Long Beach, Californien. De er i mellemtiden rykket hjem til Cleveland. Matthew og Kevin går på Ohio State University i Columbus omkring 2 timer syd fra Cleveland. De er hjemme omkring hver anden weekend. Patrick og jeg går begge i Highschool. Conner er startet på en katolsk privat skole og går i 5 klasse. Griffin arbejder med at sælge værktøj. Han har kunder i området mellem Chicago og NYC. Han kører dagligt meget langt og holder præsentationer for ingeniører med det nyeste værktøj, som han tror de kan bruge. Joann går i skole på Cleveland State University om aftenen. 2 dage om ugen arbejder hun i komunalforvaltingen. Vi har 2 katte (Miles og Dougles) og 2 hunde (Black Dog og Budika). Huset er på omkring 450 m2 fordelt på 3 etager. I bunden af huset er den en kæmpe kælder. Der er toilet på alle etager også et i kæderne. Vi har 4 biler (Mini Cooper, Volkswagen Passat, Nismo Frontier (Nissan) og en Hyundai Sonatra).
Hockey:
Hockeyen går godt. Vi har det rigtigt sjovt på holdet. Jeg har dog været ude med et brækket håndled, men jeg spiller igen med gips på. Den kommer af den 3. jan. Du kan følge med og få meget mere at vide på http://www.shutout.com/ her er det billeder og kamprapporter og en masse lir at kigge på. Highschool hockey sæsonen er snart ovre så Cleveland Renegades har spurgt, om jeg vil spille for dem. Jeg har ikke besluttet mig endnu, men jeg ved bare, at jeg ikke kan få nok.

Som nævnt er hver dag en udfordring, men de udfordringer er dem jeg har søgt i mange år. Det er dem jeg nyder, men på den anden side hader så inderligt. Jeg er blevet motiveret til at opleve verden. Jeg har fundet ud, af at det er om at være glad og det er om at opleve verden og sig selv, mens man kan. Og jeg er ligeglad med om jeg bliver jagerpilot eller og jeg kommer til at tjene 2 mio. DKR om måneden. For det er ikke det, der tæller. Værdier er en ting, men der er kun én værdi der tæller, det er, når man kan læne sig tilbage og være lykkelig og sige yes til nuet og til dagen i morgen. Denne oplevelse har jeg herovre. Jeg havde den i Danmark, men jeg har ikke tænkt over den før nu.

Det var mit brev. Hvis du vil vide mere eller give mig et kald eller sende en mail så har du adressen:

Martin Birk
2955 Edgehill Rd.
Cleveland, OH, 44118
United States of America
Tlf: +1-216-402-1861
Mail: martin.birk@gmail.com

Godt Nytår

Martin